Nu har den første politiker meldt sig ud af Venstre. Dermed er der tilsyneladende ikke faldet endegyldigt ro i baglandet, efter Venstres berygtede maratonmøde sidste tirsdag, hvor Lars Løkke endte med at blive siddende som partiets formand.

Det er Hørsholms kommunalpolitiker Esben Dyekjær, der tager springet fra Venstre til de Konservative. Byrådsmedlemmet har gået med overvejelserne den sidste uges tid og tager nu konsekvensen af hovedbestyrelsens konklusion. Dermed sker udmeldelsen som en protest mod Lars Løkke.

Læs også: Her flyder ondt blod: Derfor hader Lars Løkke sin næstformand

- Jeg er voldsomt skuffet over hovedbestyrelsens valg, som jeg vil kalde et forkert valg. Jeg kan ikke bakke op om det. Hvis jeg vidste, hvordan det ville gå med Titanic, så var jeg heller ikke gået ombord på det skib. Sådan har jeg det lidt med Lars Løkkes ledelse af Venstre, siger Esben Dyekjær til BT.

Han er bange for, at den sidste bilagssag med Lars Løkke endnu ikke har set dagens lys. Derfor ønsker han heller ikke at fortsætte med at bruge tid på at forsvare formanden. Som kommunalpolitiker har han også oplevet, at bilagssagerne har overskygget de politiske budskaber.

Læs også: Søs Marie Serup: Ingen fred i Venstre - truer kupplaner nu Kristian Jensen?

- For de mennesker, man taler med på gaden, betyder sagerne utrolig meget. Som politikere vil vi jo gerne tale om andre ting, men det har været svært at komme til det, når vi har en formand siddende, som igen og igen dummer sig, siger Esben Dyekjær.

Nu har kommunalpolitikeren taget springet til De Konservative, som han på lokalplan har mange fællestræk med. Dog vil han ikke direkte opfordre andre Venstre-politikere til at følge trop.

- Det er jo noget, den enkelte må gøre op med sig selv. For mig var det den eneste løsning, fordi jeg gerne vil tilbage til at diskutere politik. Det er der bare ikke mulighed for i Venstre, siger han.