Lars Løkke Rasmussen kritiseres for et nyt eksempel, der drejer sig om problemet med for lille en forskel på arbejde og arbejdsløshed. Han forsvarer selv historien.

Er det retvisende, når Lars Løkke Rasmussen (V) som eksempel på, at der er for lidt forskel på at arbejde og arbejdsløshed, bruger en historie om en virksomhed, der har oplevet, at en medarbejders løn var for lav i forhold til understøttelsen - når virksomheden ikke generelt har et problem med at få arbejdskraft?

Socialdemokraterne mener, der er tale om endnu en historie fra Venstreformanden, der »ikke holder vand«. Imens fastholder Lars Løkke Rasmussen, at historien kan bruges som eksempel på, at pengeskellet mellem at være i arbejde og arbejdsløs skal mindskes.

Læs også:

Læs også:

Læs også:

Sagen handler om Svinninge Bageri på Vestsjælland, som Løkke fredag besøgte. Ifølge bageriets indehaver, Inge Christensen, havde en medarbejder sagt nej tak til at arbejde, da hun kunne få mere i understøttelse fra fagforeningen. Ifølge TV 2 lød lønnen på 23.500 kroner om måneden inklusiv feriepenge og pension.

Lørdag siger Inge Christensen til P4 Sjælland, at det dog ikke generelt er et problem at skaffe medarbejdere til butikken.

»Jeg vil ikke sige, at det er et problem at skaffe arbejdskraften,« siger Inge Christensen til P4 Sjælland.

Hun pointerer, at hun med historien om medarbejderen ønsker at sætte fokus på, at der er for lille en forskel mellem at være med eller uden for arbejdsmarkedet.

Venstre meddelte i en pressemeddelelse torsdag, at formålet med Løkkes besøg i bagerbutikken var, at den »har svært ved at skaffe dansk arbejdskraft til overenskomstmæssig løn«.

Lars Løkke Rasmussen fastholder lørdag ifølge Ekstra Bladet historien og mener ikke, at eksempel med Svinninge Bageri er blevet mindre retvisende.

»De siger det samme, som de sagde i går (fredag, red). Og det var heller ikke det, der var pointen. Pointen er, hvorvidt der ikke er nogen gevinst, eller minusgevinst ved at tage et arbejde. Og det er der. Og det var det, besøget havde til formål at dokumentere, nu der øjensynligt var et problem med det,« siger Lars Løkke Rasmussen til Ekstra Bladet.