Mens valgrygterne buldrer løs over alt, melder Venstres formand Lars Løkke Rasmussen sig klar til tre ugers opslidende valgkamp. I DR P4-programmet Cafe Hack fortæller Lars Løkke i hvert fald, at han nærmer sig den optimale kampvægt. Han har nemlig tabt 7 kilo på blot 17 dage.

»Jeg startede til Dronnigens fødselsdag - det havde ikke noget med maden at gøre. Men jeg startede for tre uger siden, og jeg har tabt syv kilo på tre uger,« fortæller Lars Løkke Rasmussen til DR P4-programmet Cafe Hack.

Med lynvægttabet lever han op til et løfte, han ifølge portrætbogen »LLR« gav under formandsopgøret i Venstre i sommer. Ifølge bogen, som de to BT-journalister Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog står bag, lovede han at leve sundere.

LÆS OGSÅ:

»Løkke taler også om, at han vil forbedre sig. Han lover at rette op på sin livvstil, leve sundere og tabe sig,« står der i bogen.

På det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde uddybede han ifølge bogen »LLR« sit løfte for de forsamlede venstre-folk.

»Jeg er egentlig i meget god form, men jeg kan godt se, jeg ikke ser så skarp ud som før. Jeg lover at se skarpere ud på den anden side af sommerferien,« sagde han ifølge »LLR«.

Fra bøf til hvidkålssuppe
Hemmeligheden bag Løkke lynvægttab afslører han også i radioprogrammet Cafe Hack.

»Jeg har haft sådan lidt god hjælp af en ven. Hans regel nummer et er; Det du spiser efter 18, det feder om natten. Mit problem er jo, at min arbejdsdag først slutter kl. 21, og så har jeg for vane at komme hjem og tænke, nu skal jeg lige have en bøf. Så hælder man en stor bøf ned i maven, og så ligger den der og ulmer hele natten. Så det skal jeg lige bytte lidt rundt på. Så i går fik jeg hvidkålssuppe,« forklarer venstre-formanden.

LÆS OGSÅ:

Blå bloks statsministerkandidat taler også om, hvor vigtigt det er, at dyrke motion sammen med andre, så man kan holde hinanden op på aftaler om for eksempel cykelture.