Danske politikere ‘lukker øjnene for fakta’, og de ‘førte vælgerne bag lyset’ i valgkampen, mener BTs politiske kommentator.

Kun et fåtal af de flygtninge, der kommer til Danmark, vender hjem igen. Det viser tal fra Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen som Berlingske har gennemgået. Oplysningerne er nye for befolkningen, men for top-politikerne er der ikke noget nyt under solen.

Alligevel gav de i valgkampen udtryk for at flygtninge, der kommer til Danmark, kun skal være i landet midlertidigt.

BTs politiske kommentator Søs Marie Serup kalder det et eksempel på, at politikerne ‘lukker øjnene for fakta’.

»Man holder sig for øjne og øre, når det kommer til disse fakta. Det politiske signal, intentionen om at sende folk hurtigt og effektivt hjem, er en kioskbasker i forhold til vælgerne,« siger Søs Marie Serup.

Hun mener, at vælgerne blev ‘ført bag lyset’ i valgkampen, hvor de store partier undlod at fortælle vælgerne, at det er de færreste flygtninge, der hurtigt kan og vil sendes hjem igen. Politikerne fra eksempelvis Venstre og Socialdemokraterne efterlod med andre ord et helt andet indtryk, end det man i virkeligheden kan leve op til.

»Valgkampen foregik på falske præmisser. Og det har politikerne ikke erkendt endnu,« siger Søs Marie Serup.

Det hele handler om ’signaler’

Men det er tilsyneladende risikofrit for politikerne at optræde på den måde. For når det kommer til flygtninge- og indvandrerdebatten, handler det først og fremmest om, hvilket signal man sender. Ikke om, hvad man reelt kan gøre. Det er nemlig relativt begrænset, da Danmark har tilsluttet sig internationale konventioner, som skal overholdes. Men det er ikke et ’sexet’ budskab i den offentlige debat.

»I forhold til vælgerne tror jeg, at det ville være værre for politikerne at bekende sig til fakta-sandheder. Det vil være et fuldstændigt paradigmeskifte i dansk politik,« siger Søs Marie Serup.

V-regeringen har slået sig op på, at der skal færre flygtninge til Danmark. Og de, der kommer, skal hjem igen, så snart det er muligt.

Men siden Venstre kom til magten i sommer, er det væltet ind med flygtninge og migranter. Og nu viser det sig, at flygtningene historisk set bliver i landet.

Det udstiller vel regeringen i forhold til, hvad den kan og ikke kan?

»Bestemt. Men den har opbakning i befolkningen til linjen, man har lagt. Og kigger vi på ministermålingerne, så er Inger Støjberg den mest populære minister,« siger Søs Marie Serup.

Hun bemærker, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu også – efter valget – erkender, at flygtningene vil være i Danmark i mange år, men det ændrer ikke afgørende på ’de skal hjem-retorikken’.