Siden Stine Bosse i sidste uge først sagde, at Danmark »fint« kunne tage imod 7.000 flygtninge om året og senere op ad formiddagen pludselig sagde, at hun faktisk mente nul flygtninge, har det været lige så vanskeligt at klemme substantielle kommentarer ud af Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, som det er at klemme vand ud af en sten. 

I dag spurgte Ritzau først Løkke til, hvad Moderaternes holdning er, hvor han svarede som følger: 

»Det der er bare noget proces-pis.«

Herefter spurgte B.T., om Bosses udtalelser var klappet af med Løkke selv. Det antydede Stine Bosse i Jyllands-Posten. 

»Det er håndteret,« replicerede Løkke, som fortsatte sin gang væk fra pressen og til sidst forklarede, at han ingen kommentarer havde. 

Men det er også en træls sag for Moderaternes formand og Danmarks udenrigsminister. Det forklarer B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup.

»Løkkes tavshed skyldes efter alt at dømme, at der er tale om en rigtig dårlig sag,« siger Qvortrup og fortsætter: 

»Det er svært at forklare, hvordan man går ind for en ophævelse af det danske retsforbehold i EU og samtidigt skal redegøre for, at man ikke vil have nogle flygtninge ind. Ophæver Danmark retsforbeholdet, så er det jo efter alt at dømme sådan, at der vil komme adskillige tusinde flygtninge til Danmark.«

Problemet for Lars Løkke Rasmussen, spids-spidskandidat Stine Bosse og Moderaterne er, at valget til Europa-Parlamentet er cirka halvanden måned ude i fremtiden. 

Og Bosses udtalelser er svære at tackle i den kommende valgkamp. 

»Stine Bosse kom til at udtale sig om den logiske konsekvens af Moderaternes politik, da hun sagde, at Danmark kunne tage imod op til 7.000 flygtninge. Men hun glemte at tænke politisk. Derfor sagde jeg også tidligere, at hun var en politisk amatør,« siger Qvortrup. 

Hvordan tror du, Lars Løkke Rasmussen vil håndtere den udfordring op til valget?

»Jeg har svært ved at se, at han kan sige noget, der løser problemet for Moderaterne. Derfor tror jeg, han begynder at tale »Løkke'sk«, når han bliver spurgt.«

Hvad vil det sige?

 »At han taler sort samtidigt med, at han foregiver at være irriteret. Når han bliver spurgt til det, vil han dreje det over på, at spørgeren har et problem. Det er simpelthen en svær møgsag for partiet.« 

Danskerne skal stemme til Europa-Parlamentsvalget søndag 9. juni. 

Lyt til B.T.s mediemagasin Q & CO med Henrik Qvortrup