Resultatet af torsdagens EU-afstemning vidner om en tillidskrise, der bunder i blandt andet personsager og løftebrud, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen. Danskerne forventer ærlige politikere, vurderer statsministeren, der »vil forsøge at tale op og ikke ned til folk«.

»Der er et problem med den almindelige tillid til Christiansborg,« lyder det fredag fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Det er dagen derpå, efter danskerne med al tydelighed har sagt nej til at omdanne det danske retsforbehold til en tilvalgsordning ved folkeafstemningen torsdag.

Blandt ja-partierne bliver der nu kigget indad - og fremad.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forklarer blandt andet valgnederlaget med, at danskerne var bekymrede for, at et ja til tilvalgsordningen var lig med en glidebane til mere EU.

Det begyndte ellers så godt: Alt tydede på et ja, da et flertal af Folketingets partier kunne offentliggøre afstemningen i august. Og trods vælgernes afvisning af en tilvalgsordning, er der overvældende flertal for et fortsat medlemsskab af EU, der ellers står for fald i 2017.

Danskernes nej stikker altså dybere end en EU-skepsis, vurderer statsministeren. Han indrømmer, at han selv står med et minus på tillids-kontoen:

»Det, tror jeg, er en udfordring for hver enkelt dansk politiker og i særlig grad også for mig selv,« siger Lars Løkke Rasmussen, der så sent som torsdag blev placeret som den næstsidste i en troværdighedsmåling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten.

Ærlighed kan genvinde vælgernes tillid

Vælgernes manglende tillid er dog nemmere at se end at løse, fordi den har afsæt i »mange forskellige ting«, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen:

»Løfter der ikke er blevet indfriet, komplicerede problemer som er blevet skrællet ned til noget meget simpelt og sort/hvidt, personsager og substans, der er blevet gjort til spin og proces.«

Hvis noget af den tabte tillid skal genvindes, må der mere ærlighed til.

»Jeg vil forsøge at tale op og ikke ned til folk. Jeg vil forsøge at være ærlig omkring, hvor komplicerede tingene er. Det er måske en kamp nogle gange at trænge igennem med det, men jeg tror sådan set, at det er det, danskerne forventer af os: At vi er ærlige omkring de problemer, vi står med, og også er ærlige, når vi præsenterer løsninger, der måske ikke er hele løsninger, at vi så får sagt, at det er kun en halv løsning. Ellers kommer der en stadig større tillidskrise,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Hvor stort et prestigetab er det for dig?

»Det er måske et af de spørgsmål, der i virkeligheden bidrager til det. Danskerne har stemt om et substantielt spørgsmål, de har sagt, hvad de mener om det. Og straks bliver det sådan en leg om, hvad det er for en person, der bærer ansvaret, og om man ikke kan finde nogle partier, der har lyst til at pege fingre ad hinanden - er der ikke en partileder, der har været mere på TV end en anden, og hvem har hængt fleste plakater op?,« svarer statsministeren, der uddyber:

»Noget af det, der skaber den her kløft, er, hvis man altid og kun og udelukkende laver politik om til spil og til leg og til personspørgsmål.«