Horisonten tegner mørk for Danmarks nye V-regering. Stor afstand mellem Løkkes støttepartier kan gøre det svært for regeringen at få sin politik igennem.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt sit første pressemøde i søndags efter at være blevet udnævnt som regeringsleder hos Dronningen, fremlagde han regeringsgrundlaget. Et af punkterne i grundlaget handler om, at kommunerne fra 2016 hvert år skal spare én procent på velfærden. Disse midler skal i stedet gå til 'prioriterede indsatser'. Men det forslag er ikke groet i Dansk Folkepartis baghave, mener DF-formand Kristian Thulesen Dahl, der på forhånd nægter at lægge stemmer til. Det skriver Jyllands-Posten tirsdag.

»Nu har vi jo ikke set et konkret lovforslag. Men vi har set regeringsgrundlaget, og det, vi kan lytte os frem til, er, at det er en grønthøster. Det vil sige, at alle kommuner i princippet bare skal aflevere 1 pct. Det kan vi ikke støtte, som det ligger her. Det vil være en minusvækst for kommunerne, og vi gik til valg på noget andet. Så selvfølgelig skal det laves om,« siger Kristian Thulesen Dahl (DF) til jp.dk.

En politisk 'grønthøster', som DF-formanden snakker om, er når besparelser ikke er tiltænkt ét bestemt område eller enkelte kommuner, men når alle kommuner over én kam skal spare én procent af deres udgifter. DF-formanden er klar til at se på, om rige kommuner kan lægge nogle kroner til side. De Konservative går derimod ind for en grønthøster, når kommunerne skal spare.

»Vores udgangspunkt er, at alle skal bidrage til finansieringen, som er en omstillingspulje, der skal bruges på gode ting,« siger De Konservatives Brian Mikkelsen til jp.dk.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) erkender til jp.dk, at han ikke har snakket med Dansk Folkeparti om tiltaget. Men han holder fast i, at det ikke bliver kernevelfærden, som eksempelvis ældreplejen, der skal holde for.

»Vi har sagt klart, at vi prioriterer kernevelfærdsområderne. Så det ligger i programmet,« lyder det blandt andet fra finansministeren.

Kommunerne sover dog ikke roligt om natten over forslaget fra regeringen. Den socialdemokratiske Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard siger direkte, at de tiltænkte besparelser i kommunerne vil gå ud over den nære velfærd.

»Enhver kan sige sig selv, at et så stort beløb vil få konsekvenser for den velfærd, vi leverer til borgerne. De her penge kan umuligt findes uden serviceforringelser. De facto er her tale om en slet skjult spareøvelse, der flytter penge fra borgernær service og direkte over i statskassen. Det er en rigtig dårlig start af den nye regering, og det sætter vores velfærd under pres,« siger Jacob Bundsgaard (S), der, ifølge Jyllands-Postens oplysninger, selv pønser på besparelser i kommunens budget efter sommerferien.

Men det er ikke bare socialdemokratiske borgmestre, der vender mundvigen nedad i forhold til regeringens plan. Også Venstre-borgmesteren i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer, er modstander af initiativet.

Selvom det bliver en kamp for regeringen at få sin politik igennem, så har den allerede lavet en aftale om den såkaldte BoligJob-ordning, der giver boligejere et skattefradrag, hvis de renoverer eller istandsætter deres private boliger. Aftalen blev indgået mandag med Dansk Folkeparti, De Konservative, SF og Alternativet.