Venstres politiske ordfører Inger Støjberg er blevet belønnet for at være en af Lars Løkke Rasmussens mest loyale støtter.

Hun har fået posten som udlændinge-, integrations- og boligminister, og det var en storsmilende Inger Støjberg, som mødte op på statsministeriet efter udnævnelsen.

»Det er et absolut drømmeministerium for mig,« siger en glad Inger Støjberg til TV2 News.

Hun bebuder allerede nu flere ændringer på asylområdet - noget Venstre og især Støjberg har slået på i hele valgkampen.

Udnævnelsen er ikke uventet - men heller ikke ukontroversiel. Støjberg har markeret sig som en hardliner på udlændingeområdet, hvilket har skaffet hende øgenavnet 'Sorte Inger'. Langt ind i Støjbergs eget parti har hun modtaget kritik for sin kurs på udlændingeområdet. Blandt andre har medlem af Europaparlamentet Jens Rohde været uenig i heldes linje.

Læs også:

Det skabte også en del polemik, da Inger Støjberg i februar under overskriften »Hvornår lærer I at opføre jer ordentligt?« kritiserede en flok indvandrerdrenge, hun havde mødt i en biograf, på Facebook. Drengene havde været larmende og generende under filmen, og Støjberg konstaterede, at de ville få det svært i det danske samfund med den opførsel.

Efterfølgende blev hun fra mange sider kritiseret for at generalisere og for at skade integrationen ved at tegne et negativt billede af det muslimske mindretal.

De politiske modstandere er allerede ude med kommentarer til Støjbergs nye ministerpost.

»Inger Støjberg som ny integrationsminister. Som at lade ræven vogte gæs. Men ræven skal få med mig at bestille. Jeg er klar,« skriver Zenia Stampe fra De Radikale på Facebook.