Mogens Lykketoft (S) langer i en ny bog ud efter Helle Thorning-Schmidt (S). Han kaster sig i bogen ud i en kritik af Socialdemokraterne og regeringens politik på en lang række områder.

Den tidligere formand kritiserer ifølge DR, at regeringen er ved at give op på en klassisk socialdemokratisk kampplads.

- Jeg er for eksempel lidt skuffet over, at et halvt århundredes kamp for at undgå indkomstgraduering af børnechecken er kuldsejlet under en socialdemokratisk regering i Danmark, siger Mogens Lykketoft ifølge DR i bogen Den skandinaviske drøm.

Bogen udkommer først den 26. september, men er altså kommet DR i hænde, dagen inden Socialdemokraterne sparker deres årlige kongres i gang i Aalborg, hvor både socialdemokrater og fagbosser har varmet op til slagsmål om dagpengene. Nu har Thorning så fået endnu en front at kæmpe på.

Ud over kritikken af børnechecken langer Lykketoft ifølge DR ud efter regeringens politik på flere områder. Den tidligere finansminister og udenrigsminister, kritiserer blandt andet, at øremærket barsel til fædre ikke blev til noget, og han funderer over, om DONG blev solgt på det forkerte tidspunkt, så Goldman Sachs og de danske pensionsselskaber fik deres andel for billigt.

Også Enhedslisten bliver ifølge DR kommenteret i bogen. Venstrefløjspartiet får dog ros af Lykketoft, der kalder dem for pragmatiske og 'optagede af at gøre nytte her og nu'.

Ingen polemik
I morges tog Lykketoft til genmæle mod DR's historie af hans deltagelse i debatbogen. Lykketoft mener, at DR har udlagt hans kommentarer i bogen på en forkert måde, og han nedtoner, at der skulle være en konflikt imellem ham og Thorning..

- Det er klart, at når både jeg og Jens Stoltenberg, deltager som tidligere formænd, så er det fordi vi udtrykkeligt har betinget os, at der ikke skal være nogen polemik om de dagsaktuelt nødvendige kompromisser, med dem der har efterfulgt os. For der er ingen polemik, siger Mogens Lykketoft til P1 Morgen.

Han forklarer videre, at den måde, DR efter hans mening tvister 'fredsommelige sætninger', betyder, at den politiske debat i partiet bliver 'slået ihjel'.

I bogen, der er skrevet af Anne Sofie Allarp, medvirker ud over Mogens Lykketoft også Norges tidligere statsminister - socialdemokraten Jens Stoltenberg - og de svenske socialdemokraters partisekretær, Carin Jämtin.

Har Lykketoft ret? Deltag i debatten på vores Facebook-side.