Den tidligere forsvarsminister siger i et interview med Euroman, at Lars Løkke Rasmussen tilbød ham en ministerpost aftenen inden regeringsdannelsen.

Danmarks miljø- og fødevareminister hedder Eva Kjer Hansen (V). Men noget tyder på, at hun ikke var statsminister Lars Løkke Rasmussens foretrukne kandidat.

I hvert fald siger tidligere forsvarsminister Søren Gade i et interview med Euroman, at han blev tilbudt ministerposten aftenen før regeringsdannelsen i sommer.

Gade takkede dog ifølge Euroman pænt nej på grund af det dårlige forhold, han havde opbygget med sin tidligere arbejdsgiver Landbrug & Fødevarer, hvor han blev afskediget som direktør i september sidste år.

Ved den lejlighed afviste Søren Gade, at han forlod organisationen for at gå ind i politik igen, men under otte måneder senere - den 1. maj - offentliggjorde Gade, at han ville stille op for Venstre til det kommende folketingsvalg.

Den 52-årige Venstre-mand fik et kanonvalg med 28.916 personlige stemmer. Det var femteflest af alle opstillede politikere og under 5.000 færre end hans egen partiformand, Lars Løkke Rasmussen.

Trods det markante stemmeantal blev det ikke til en ministerpost for Gade.

Han blev i stedet udnævnt som gruppeformand for Venstre efter valget, og i den forbindelse blev han spurgt, om han var blevet tilbudt en ministerpost.

»Jeg blev ringet op, og vi havde en lang og interessant samtale. Og det endte med, at Lars sagde, at han gerne ville have, at jeg kandiderede til posten som gruppeformand. Det var måske ikke lige det, jeg selv havde tænkt på. Eller havde forestillet mig. Jeg skulle ikke være minister. Jeg skulle være gruppeformand,« har Søren Gade sagt i et interview med BT.