Alt tyder på, at Peter Loft, der var departementschef i Skatteministeriet under skattesagen, bliver renset for de værste anklager, når Skattesagskommissionen inden længe offentliggør deres endelige rapport af forløbet. Han melder sig parat til atter at tjene det offentlige.

Efter knap to og et halvt år på ufrivilligt orlov tyder alt på, at Peter Loft inden længe kan ånde lettet op og se sit navn og ry renset.

Det er Berlingske, der har haft lejlighed til at se nærmere på nogen af de centrale dokumenter i den afgørelse, Skattesagskommissionen ventes at offentliggøre i løbet af kort tid.

Af de dokumenter fremgår det, at kommissionen vurderer, at Peter Loft som departementschef i Skatteministeriet kom for tæt på Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag, men at han har handlet uagtsomt, skriver Berlingske søndag.

Det glæder ikke overraskende Peter Loft, der har været fritaget for tjeneste, siden sagen begyndte i marts 2012.

»Jeg er nødt til at tage det forbehold, at jeg har ikke set den endelige rapport, men jeg er da lettet og glad over, at jeg tilsyneladende bliver frifundet for de anklager, jeg har været beskyldt for,« siger Peter Loft.

Kommissionen konkluderer også, at der ikke grundlag for at gøre et disciplinært ansvar gældende for Peter Loft, skriver Berlingske, og dermed er vejen banet for, at Peter Loft atter kan returnere til en stilling hos staten. Og trods de seneste år omtumlede forløb melder den tidligere departementschef sig parat til atter at tjene i det offentliges rækker.

»Jeg har i høj grad forståelse for, at jeg blev sendt hjem, mens processen kørte på, men nu går jeg ud fra, at man siger, at man godt kan bruge mig igen, og jeg har da også en forventning om, at de henvender sig med noget,« siger Peter Loft.

Han anerkender, at det næppe bliver i den samme stilling som departementschef i Skatteministeriet, »for der sidder jo andre nu«.

»Men staten er stor, og jeg er rimelig fleksibel og har jo tjent staten i rigtig mange år. Jeg opfatter ikke mig selv som et ringvrag, der skal i skånejob,« siger Peter Loft.

Spørgsmål: Men det har jo været et langt forløb, hvor du jo blev brændemærket som en af de store syndere. Hvorfor vende tilbage?

»Jeg har da undervejs været i tvivl, om det vil være det rigtige, men man skal rejse ved det træ, hvor man er faldet,« siger Peter Loft.

Kommissionens rapport ventes at blive offentliggjort i starten af november.