Kristian Thulesen Dahls magt i en kommende borgerlig blok med en Venstre-regering bliver formentlig stor. Men de to små borgerlige partier har ikke opgivet håbet om en borgerlig politik med nulvækst og skattelettelser.

- Selvom vi får et mindre antal mandater, er der stadig brug for os. Det er 90 mandater, der er det magiske tal. Jeg er helt sikker på, at vi får nulvækst på den anden side af et valg. Det er ligesom at tisse i bukserne med en offentlige vækst på 0,8 procent. DF sagde også nej til en masse i 00erne for senere at stemme for, og jeg tror også, at vi kan mødes på midten denne gang, siger De Konservatives Brian Mikkelsen.

Liberal Alliance satser på, at vælgerne sætter krydset hos dem. Det er den eneste garanti for en liberal økonomisk politik, mener de.

- Hvis vi får de afgørende mandater, vil der blive ført en liberal, borgerlig politik. Ellers ender det med at bliver lige så rødt, som det har været længe, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Venstre, der skal lede en kommende blå blok, vil ikke kommentere et parlamentarisk scenarie på den anden side af et folketingsvalg.

- Vi laver ikke teoretisk politik, og jeg har ingen kommentarer, før vi har set et valgresultat, siger Venstres politiske ordfører Inger Støjberg.