Polens premierminister, Donald Tusk, ser ud til at være favorit til at overtage formandsposten for Det Europæiske Råd. Dermed ser Helle Thorning-Schmidt (S) ud til at være ude af spillet om topposten.

En talskvinde fra Tusks egen regering siger til nyhedsbureauet Reuters, at flere EU-ledere i øjeblikket prøver at overtale Tusk til at påtage sig formandsposten, og han tager deres opfordring alvorligt, forklarer hun.

»De europæiske ledere forsøger i stigende grad at overtale Donald Tusk til at sige ja til posten som formand for Det Europæiske Råd,« siger talskvinden Malgorzata Kidawa-Blonska.

»Premierministeren tager opfordringerne dybt alvorligt og analyserer de konsekvenser, det vil have for Polen, særligt set i lyset af Ukrainekrisen,« fortsætter hun.

Der har i denne uge været flere forlydender fremme om, at Tusk nu er klar favorit til at overtage formandsposten efter belgiske Herman Van Rompuy.

Tyskland, Frankrig og Van Rompuy selv er angiveligt klar til at klappe en aftale af allerede fredag, men den nye formand bliver først formelt udnævnt lørdag, når der er topmøde i Bruxelles. Her deltager Helle Thorning-Schmidt også.

BNB