Antallet af asylansøgere er atter steget, oplyser justitsministeren onsdag i Folketingssalen. Situationen i Mellemøsten og Islamisk Stats fremmarch ligger blandt andet til grund, påpeger Mette Frederiksen.

Antallet af asylansøgere til Danmark er stigende, og seneste opgørelse fra september viser, at tendensen fortsætter.

Det oplyser justitsminister Mette Frederiksen (S) under en debat i Folketingssalen onsdag eftermiddag.

Ministeren fik den seneste oversigt tirsdag, og den viser, at »cirka 3.000« personer har søgt asyl i Danmark i september. Der er dermed sket »en stigning fra august til september«, oplyser ministeren.

I august søgte 2.287 personer om asyl, viser tal fra Udlændingestyrelsen.

Det er blandt andet situationen i Mellemøsten og Islamisk Stats fremmarch, som ligger til grund for stigningen, forklarer Mette Frederiksen:

»De uhyrligheder, som Islamisk Stat står bag, har kastet endnu mere uro af sig, og vi har en fortsat meget, meget blodig borgerkrig i Syrien, og vi har rigtig mange flygtninge i nærområder,« siger Mette Frederiksen i Folketingssalen og uddyber:

»Alle de ting indgår i, hvordan tingene udvikler sig. Det er helt rigtigt, at tallet bliver opskrevet, og det er også derfor, vi reagerer,« siger hun.

De præcise tal for antallet af asylansøgere i september ventes offentliggjort af Justitsministeriet senere onsdag.

I juni søgte 1.010, mens tallet for juli var 1.734, viser tal fra Udlændingestyrelsen.

Regeringen har flere gange måttet opjustere den samlede forventning for, hvor mange asylansøgere, der kommer til Danmark i løbet af 2014.

Tidligere på året blev skønnet opjusteret fra omkring 7.500 til 10.000, og det tal er siden fordoblet til 20.000.

Det er endnu usikkert, hvad den nye stigning fra august til september får af betydning for det samlede antal asylansøgere hele året. Det vil Mette Frederiksen undersøge, oplyser hun.

»Jeg vil meget gerne på baggrund af de seneste tal fra september oversende til Folketinget, om det forventes at have nogen indflydelse på den samlede prognose for 2014,« siger justitsministeren.