Lå der et politisk pres bag Udlændingestyrelsens udformning af den stærkt kritiserede Eritrea-rapport? Det spørgsmål har optaget både politikere, organisationer og medier de seneste uger, og onsdag slår Udlændingestyrelsen selv fast, at der ikke har været nogen politisk indblanding.

Sådan lyder svaret til justitsminister Mette Frederiksen (S), der havde bedt styrelsen om en tilbundsgående redegørelse.

»Styrelsen har besvaret de spørgsmål, der stod tilbage efter den første redegørelse: For det første afviser styrelsen meget klart alle beskyldninger om politisk indblanding. Styrelsen skriver, at man ikke har forsøgt at tegne et bestemt billede af situationen i Eritrea,« udtaler Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Justitsministeren havde efter den voldsomme kritik af rapporten bedt Udlændingestyrelsen om en redegørelse af hele forløbet omkring udarbejdelsen af rapporten. Men den første redegørelse, der blev offentliggjort mandag, besvarede ikke alle ministerens spørgsmål, og derfor bad hun om den anden redegørelse.

»Jeg synes, at det er godt, at der hurtigt er kommet flere og mere klare svar fra Udlændingestyrelsen. På den baggrund vil jeg ikke bede Udlændingestyrelsen om yderligere redegørelser for forløbet,« siger Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

Adspurgt på Christiansborgs gange, kort før et samråd, svarer ministeren onsdag, at hun nu vil afvente, hvad ombudsmanden gør. Adspurgt om der er nogen, der skal stilles til ansvar i sagen - eksempelvis hendes forgænger, Karen Hækkerup, lyder Mette Frederiksens svar:

»Jeg tror ikke, der er nogen rygende pistol i sagen.«

Hun slår samtidig fast, at hun har tillid til Udlændingestyrelsen, og at hun vil overholde det famøse armslængdeprincip:

»Der gælder på asylområdet i Danmark et armslængdeprincip, som er vigtigt at fastholde – også i ophedede sager. Derfor skal jeg som minister ikke blande mig,« siger Mette Frederiksen.

Ombudsmanden har også fået tilsendt Udlændingestyrelsens supplerende redegørelse, og Mette Frederiksen oplyser, at Justitsministeriet »selvfølgelig vil stille alle de oplysninger til rådighed, som Ombudsmanden måtte ønske«.