Det konservative folketingsmedlem Mai Mercado blev lørdag udsat for venindernes grove hævn for den poledance og de elastikspring, som hun igennem årene har udsat dem for til deres polterabends.

Den 33-årige politiker, der skal giftes 2. august, skulle til Fyn og fejre fødselsdag for sin svigermor og sin kæreste. Troede hun.

- Jeg havde tænkt, at de godt kunne finde på at holde min polterabend denne dag, men jeg skød tanken fra mig, da min kæreste pakkede aftenen før, fortæller hun.

Han læssede også alt ud i bilen lørdag morgen, og parret kørte afsted. Men så skulle de lige tanke benzin på en Shell-tank.

Mens kæresten tankede, sad Mai Mercado i bilen og så, hvordan en motorcyklist bevægede sig over imod bilen og pegede på hende. Han var iført bikertøj fra top til tå, hjelm og solbriller.

- Jeg tænkte, 'nu bliver vi fandme røvet'. Jeg var sindssygt bange.

Motorcyklisten smækkede en seddel på forruden ud for sædet, hvor Mai Mercado sad. 'Polterabend - tag med ham,' stod der. Mai Mercado læste sedlen igennem flere gange uden at kunne få situationen til at give mening. Hun tænkte bare, 'hvornår siger han, at han vil have mine penge og nøgler?'

Men så dæmrede det for hende, at sedlen da vist var skrevet med en venindes håndskrift. Og hun vovede sig ud af bilen, fik jakke og hjelm af den hemmelighedsfulde biker, og så kørte de afsted.

Mai Mercado spurgte bikeren, hvad han hed, men det måtte han ikke sige, lød svaret bare.

Bikeren kørte, pænt, en tur med den kommende brud, der derefter blev sat af ved en venindes hus. Og så tog han endelig hjelmen af og afslørede sig selv. Den mystiske bortfører viste sig at være Michael Ziegler, Høje-Taastrups borgmester og en mangeårig partikollega.

- Det var virkelig skægt. Jeg kender ham jo rimelig godt. Vi har begge været i partiet i mange år. Men jeg havde ikke lige forestillet mig, at han skulle dukke op på min polterabend. Men det er typisk Michael. Han er et af de sødeste mennesker, jeg kender fra partiet, griner Mai Mercado.

Den afmystificerede biker spiste morgenmad med polterabend-selskabet, og så fortsatte lørdagens polterabend med dans og sang, som den kommende brud ikke vil uddybe nærmere. Men dagen fortsatte til 'ud på de små timer'.

- Man har jo kun polterabend én gang, griner politikeren lidt hæst dagen derpå.