Regeringen vil skære studiepladser væk, så færre studerende uddannes til arbejdsløshed. Fagforbundet Djøf undrer sig, mens erhvervsorganisationen Dansk Erhverv roser tiltaget.

Mens fagforbundet Djøf ryster på hovedet over, at regeringen vil skære 4.000 studiepladser væk, så roser erhvervsorganisationen Dansk Erhverv tiltaget.

Hos Djøf undrer man sig over, at uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) vil have de videregående uddannelser til at skære pladser væk fra en række udpegede områder, hvilket især vil gå ud over de humanistiske fag, når regeringens kvalitetsudvalg endnu er ved at vurdere uddannelsernes sammenhæng til arbejdsmarkedet.

»Samtidig er universiteterne selv i fuld gang med at finde veje til at sikre, at antallet af studiepladser svarer til behovet på arbejdsmarkedet. Det undrer derfor, at ministeren vælger at kortslutte det arbejde, der allerede er sat i gang,« lyder det fra Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf, i en pressemeddelelse.

Samtidig mener hun, at regeringen er ved at indskrænke uddannelsesinstitutionernes selvstændige råderum.

»Modellen er derfor ikke i samklang med universiteternes selvstyre. I øvrigt er det tankevækkende, at universiteterne for blot få år siden stod ret på den daværende forskningsministers kontor og blev pålagt at øge optaget kraftigt. Det har de så gjort, men nu er den politiske dagsorden vendt. Det ville være konstruktivt med en uddannelsespolitik, der forpligtede sig på et noget længere tidsperspektiv, end det vi er vidne til her,« tilføjer Lisa Herold Ferbing.

Hos Dansk Erhverv glæder man sig omvendt over, at regeringen med sin såkaldte dimensioneringsmodel vil mindske optaget på en række uddannelser.

»Vi kan ikke være bekendt at lade de unge uddanne sig i blinde, når der reelt ikke er udsigt til et job i den anden ende. Derfor er det positivt, at regeringen nu tør lægge bånd på de uddannelser, der generelt fører til overledighed,« udtaler Mette Fjord Sørensen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.