2015 har betydet tilbageslag for flere af Danmarks politiske dynastier. I sidste uge trak Rasmus Helveg Petersen stikket, og Helveg-klanen er i dag en skygge af sig selv, ligesom flere af de øvrige politiske familier har mistet indflydelse.
Sidste tirsdag sagde Rasmus Helveg Petersen stop.
Hidtil har han været at finde i den radikale folketingsgruppe på Christiansborg – der har været hjemsted for flere generationer af familien Helveg – men de seneste måneder har det alene været i rollen som suppleant.
»Jeg blev jo ikke valgt til Folketinget, men har siddet som suppleant. Nu vil jeg koncentrere mig om det, jeg så skal: Nemlig finde mig et ordentligt arbejde. Det synes jeg er svært at kombinere med at være politisk aktiv,« lød hans forklaring til medierne.
Mens de fleste danskere kender efternavnet Helveg Petersen, har færre formentlig været opmærksomme på Rasmus’ eksistens. Som politiker har han fremstået flittig og seriøs – nogle vil sige grænsende til det kedelige – og han har nærmest været den diametrale modsætning til den farverige og flamboyante Facebook-politiker Zenia Stampe, som han længe har konkurreret med, og som han siden september har været barselsvikar for.
Trods manglende gennemslagskraft i offentligheden lykkedes det Rasmus Helveg Petersen at komme i Folketinget i 2011, og efter kort tid som folketingsmedlem opnåede han derpå at blive udnævnt til udviklingsminister og senere klima-, energi- og bygningsminister.
Nu er det slut. Ikke blot for Rasmus Helveg Petersen. Men for hele familien Helvegs tilstedeværelse på Borgen. Et faktum, som politikeren tog med ophøjet ro, da han forklarede sin beslutning om at stoppe:
»Det er selvfølgelig trist, men det er jo ikke et monarki, det er jo netop et demokrati. Det er vælgerne, der sammensætter Folketinget, og man har ikke nogen ret til at sidde i Folketinget, bare fordi ens familie har gjort det,« sagde han.
Ikke desto mindre er det tankevækkende, at flere familier synes at have haft en særlig evne til at få del i magten. Hvilket i øvrigt slet ikke er et specielt dansk fænomen. I USA har dynastier som Kennedy, Clinton og Bush leveret præsidenter til at lede landet, og netop nu kæmper Hillary Clinton og Jeb Bush om at blive den næste resident i Det Hvide Hus. I Canada er den nyvalgte premierminister, Justin Trudeau, søn af den tidligere premierminister, Pierre Trudeau. Og sådan kan man blive ved. Alligevel er det interessant, at familier har haft stor gennemslagskraft i Danmark, hvor vi normalt hylder lighed og tager afstand fra nedarvede privilegier.
Men tænk på navne som netop Helveg Petersen eller Hækkerup, Auken, Ellemann-Jensen, Møller og Jakobsen, og det bliver krystalklart, at familier har fyldt meget i dansk politik.
I 1970erne stod Kresten Helveg Petersen og hans søn, Niels Helveg Petersen, i spidsen for de Radikale, som onde tunger kaldte for »Helveg & Søn«, og de to havde drabelige opgør med det radikale brødrepar Hilmar og Bernhard Baunsgaard. Senere blev Niels Helveg Petersens hustru, Kirsten Lee, valgt, og det samme gjorde hans ældste søn, Morten Helveg Petersen, og dernæst Rasmus Helveg Petersen.
Klanen Helveg kan dog ikke matche den ultimative storfamilie, Hækkerup. Et medlem af slægten var ligefrem med i Den Grundlovgivende Forsamling og sad i en årrække i Landstinget. Et andet medlem, H.K. Hækkerup, blev valgt til Folketinget i 1920 og blev senere borgmester i Ringsted. Han var far til de kendte brødre Hans og Per Hækkerup, som fik fremtrædende ministerposter i socialdemokratiske regeringer.
Per Hækkerups to sønner, Klaus og Hans Hækkerup, blev også medlemmer af Folketinget. Hans blev en anerkendt forsvarsminister og var i øvrigt dengang gift med Lise Hækkerup, som også blev medlem af Folketinget.
Klaus Hækkerup var borgmester, inden han blev valgt til Folketinget. Hans to sønner, Nick og Ole, blev også valgt, og det samme gjorde Oles hustru, Karen Hækkerup. Nick nåede at blive borgmester i Hillerød, inden han kom i Folketinget, hvor han i Helle Thorning-Schmidts regeringstid fik flere ministerposter. Og det samme skete for Karen Hækkerup.
Klanernes storhedstid
Skal man pege på en storhedstid for de politiske klaner, er slutningen af 1990erne et godt sted at pejle efter. Dengang var hele tre partiledere børn af tidligere politikere:
● Uffe Ellemann-Jensen, som var formand for Venstre og det borgerlige Danmarks statsministerkandidat. Han er søn af forhenværende chefredaktør og tidligere folketingsmedlem Jens Peter Jensen.
● Per Stig Møller var leder af Det Konservative Folkeparti, og han er søn af forhenværende finansminister Poul Møller og forhenværende folketingsmedlem Lis Møller.
● Efter faderen Erhard Jakobsens tilbagetræden var datteren, Mimi, leder af Centrum-Demokraterne.
Kort sagt: Partilederne fra Venstre, Det Konservative Folkeparti og CD kom alle fra politiske klaner.
Hos de Radikale var Niels Helveg Petersen på toppen af sin karriere som udenrigsminister, mens Hans Hækkerup og Svend Auken var fremtrædende socialdemokratiske ministre i Poul Nyrup Rasmussens regeringer.
Familierne er der endnu
Også i dag er familierne repræsenteret på Christiansborg.
Tag et hurtigt blik på magtforholdene i dansk politik – i nogle tilfælde er det næsten som at se ud over en skov fuld af stamtræer.
På toppen af det hele sidder statsminister Lars Løkke Rasmussen, som godt nok ikke er rundet af et dynasti, men måske er han ved at grundlægge et nyt. Hans søn, Bergur Løkke Rasmussen, er i hvert fald regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden.
På Lars Løkkes ministerhold finder man social- og indenrigsminister Karen Ellemann, datter af Uffe Ellemann-Jensen. Med på holdet er også sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, datter af forhenværende borgmester Karin Løhde, og i Europa-Parlamentet sidder Ulla Tørnæs, som er datter af tidligere minister og borgmester Laurits Tørnæs.
I Socialdemokratiet sidder den nu forhenværende transportminister Magnus Heunicke, som er søn af borgmester Henning Jensen. Hos de Radikale er Margrete Aukens yngste datter, Ida Auken, en af partiets største stemmeslugere. I Enhedslisten kommer Johanne Schmidt-Nielsen fra en politisk familie med flere borgmestre. Og i Liberal Alliance er Anders Samuelsen leder for et parti og en folketingsgruppe, hvor søsteren, Mette Bock, har en fremtrædende placering. Deres far var det tidligere folketingsmedlem Ole Samuelsen.
Dansk familieparti
Ser vi på familierelationerne, udgør Dansk Folkeparti et særligt kapitel.
Da Pia Kjærsgaard i efteråret 1995 stiftede Dansk Folkeparti sammen med en lille gruppe af politikere fra Fremskridtspartiet, var hendes ægtefælle, Henrik Thorup, med til at stable partiet på benene, og han har siden været aktiv for DF i mange sammenhænge og er i dag regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden.
Den nuværende partileder, Kristian Thulesen Dahl, fik ved valget storebror Jens Henrik Thulesen Dahl med i DFs folketingsgruppe. Partiets næstkommanderende, Peter Skaarup, er søn af Birthe Skaarup, som tidligere var aktiv i både lokal- og landspolitik.
For nogle år siden var præsterne – og fætrene – Søren Krarup og Jesper Langballe medlemmer af DFs folketingsgruppe. I dag er Søren Krarups datter, Marie Krarup, medlem af Folketinget for DF, ligesom Jesper Langballes søn, Christian Langballe, sidder i DF-gruppen. Her sidder også Karin Nødgaard, der er datter af det tidligere folketingsmedlem Poul Nødgaard, som også var en af stifterne i 1995.
Gør man politikernes baggrund op på denne måde, kan det se ret voldsomt ud. I årenes løb har flere kritikere da også talt om indavl, levebrødspolitikere og nepotisme, og de mest indædte kritikere har mere end antydet, at Danmark kan give mindelser om en sydamerikansk bananrepublik, når man ser på magtkoncentrationen hos familierne.
Det er også blevet nævnt, at familiernes stærke position er et vidnesbyrd om, at rekrutteringen til den politiske verden sker på et alt for smalt grundlag. Men når man gennemgår diskussionerne om familiernes indflydelse, er det mest karakteristiske snarere, at så få har set det som et problem, at familierne har været så kraftfulde i dansk politik.
Det er mildest talt heller ikke et tema, som ret mange vælgere synes at have været optaget af, for de har troligt – igen og igen – stemt klanerne ind i Folketinget. Og de har tilsyneladende været så tilfredse, at de har været klar til at give familiernes mange børn og børnebørn en chance for at være med til at påvirke samfundsudviklingen. Faktisk synes mange vælgere ligefrem at have en svaghed for børn og børnebørn af kendte politikere.
Børn gør som forældrene
Måske er familiernes indtog på Christiansborg heller ikke så mærkeligt – eller kritisabelt – når det kommer til stykket, og måske er der ret jordnære forklaringer på, at familierne i så høj grad har kunnet sætte deres aftryk på dansk politik.
Sagen er nemlig, at man også i mange andre professioner ser børn, der følger forældrenes livsbane. Det gælder for eksempel også for håndværkere. Da vi endnu havde store skibsværfter herhjemme, var det normalt, at fædre, onkler og sønner arbejdede på samme værft; sådan var det for eksempel på Lindø-værftet for få år siden.
Andre familier har leveret kandidater inden for den akademiske verden – det gælder for eksempel jura og medicin – i generationer, og der findes andre slægter, hvor journalistik har været omdrejningspunktet.
Børnene lærer og bliver inspireret af forældrene, og for politikerbørn gælder det, at de ofte er blevet opdraget til at følge med i samfundsforhold og opfordret til at engagere sig og tage stilling. Derudover har de haft fordelen af at se forældrene praktisere håndværket, og så har flere af dem selvfølgelig haft et navn, som skaber genkendelighed og interesse. Hvilket er en vigtig forudsætning for at blive valgt første gang.
Ikke desto mindre har de store klaner oplevet et vist mandefald. Med Rasmus Helveg Petersens afgang er Helveg som sagt ude af Christiansborg – dog er Morten Helveg medlem af Europa-Parlamentet – og det er mange år siden, at Hækkerup’erne har stået så svagt. Karen Hækkerup valgte at forlade posten som justitsminister til fordel for direktørjobbet i Landbrug & Fødevarer, mens Ole Hækkerup ikke formåede at fastholde sit mandat ved valget. Nick Hækkerup er således eneste tilbageværende medlem af familien Hækkerup i Folketinget.
Ellemann står stærkt
Af de gamle klaner står familien Ellemann stærkest. Med Karen Ellemann som minister og Jakob Ellemann-Jensen som politisk ordfører er familienavnet stærkt repræsenteret i Venstre. Mens Karen blev valgt til Folketinget i 2007 og blev minister første gang i 2009, er Jakob Ellemann-Jensen for alvor ved at få fart på sin politiske karriere.
Han blev valgt til Folketinget i 2011, men det afgørende spring frem kom med udnævnelsen til politisk ordfører, hvor han døgnet rundt skal være i frontlinjen, og den opgave har han løst så godt, at han er et godt bud på en kommende minister.
Internt i Venstre har onde tunger sagt, at de hastige avancementer til børnene har været med til at gøre Uffe Ellemann-Jensen mild og føjelig, ligesom det har fået den tidligere partiformand til at lægge en dæmper på sin kritik af partiet. Den udlægning blev dog grundigt dementeret for nylig, da Uffe Ellemann-Jensen kort før EU-afstemningen citerede sin slagter for at sige, at de mange nej-sigere måtte være bindegale … Dén udtalelse var man ikke glad for i partiet.
Trods den udtalte lighed med deres far har Karen og Jakob hidtil afholdt sig fra at komme med udfald, der i samme grad kløver befolkningen og udløser raseri i halvdelen af vælgerkorpset.
