»For«, »imod« og »måske«. Sådan opdelte næstformand i Venstre, Kristian Jensen (V), angiveligt sine partifæller i et skema for at finde ud af, om han havde opbakning til at vælte formand Lars Løkke Rasmussen (V). Det skriver Politiken.

Kristian Jensen skulle nemlig finde 43 hovedbestyrelsesmedlemmer, som der ifølge partireglerne skal til, for at det kan blive vedtaget at udskrive et ekstraordinært landsmøde og formandsvalg.

Det fremgår i en ny e-bog »Aftalen i kælderen« fra forlaget Zetland. Og Kristian Jensens liste er ikke bogens eneste nye detalje fra Venstres hovedbestyrelsesmøde i juni, da Lars Løkke Rasmussens fremtid i partitoppen skulle afgøres.

Titlen henviser til et møde mellem de to Venstre-topfolk i kælderen på Odense Congress Center. Her truede Lars Løkke Rasmussen ifølge bogen sin næstformand med, at han »ville tage ham med ned,« hvis han blev væltet, skriver Politiken. Samtidig oplyste Løkke angiveligt Kristian Jensen om, at den tidligere forsvarsminister Søren Gade ville blive bragt i spil som udfordrer, hvis Kristian Jensen ville gå efter at vælte Løkke.

Den samme trussel havde Løkke ifølge »Aftalen i kælderen« truet Kristian Jensen med tidligere på dagen, da Løkke var forbi Jensens kontor på Christianborg. Det fik angiveligt næstformanden til at ringe til Søren Gade, der bekræftede, at han var klar til at gå efter formandsposten som »en fredsbevarende styrke«, skriver Politiken.

»Aftalen i kælderen« er baseret på anonyme kilder, men forfatteren bag bogen, journalist på Ritzaus Bureau Kristian Brårud Larsen, forklarer over for Politiken, at alle beskrivelser er bekræftet af flere af hinanden uafhængige kilder. Dog bygger oplysningerne om mødet i kælderen delvist på, hvad deltagerne efterfølgende har fortalt deres allierede, som ikke selv var til stede.