Den tidligere formand for Det konservative Folkeparti Lars Barfoed beskyldes direkte for at tale usandt i den betændte sag om intern tilsværtning af partiets egen folketingskandidat Mads Holger.

Anklagen kommer fra næstformanden for den konservative vælgerforening i Tårnby samt medlem af partiets hovedbestyrelse, Brian Møllebjerg, der i dag fremlægger udskrift af en telefonsamtale med Barfoed som dokumentation.

rune kristensen

BT afdækkede for to uger siden, hvordan partiets presserådgiver og byrådsmedlem Morten Scheelsbeck sammen med partifællerne Nichlas Vind og Rune Kristensen tilbage i juli 2014 forsøgte at tilsværte Mads Holger, da det kom frem han ville stille op til Folketinget. Tilsværtningen er sket ved, at de tre K-folk forsøgte at plante en usand historie i Ekstra Bladet om, at Mads Holger havde raseret et hotelværelse. En sag der rammer de Konservative samtidig med, at partiet ligger rekordlavt i meningsmålingerne.

Kamphanerne

I sidste uge meddelte den konservative partisekretær ellers, at sagen ikke ville få nogen konsekvenser for ‘kamphanerne’ fra ledelsens side. Men den udmelding har gjort Brian Møllebjerg, der ellers har fået mundkurv på, dybt forurettet. Både han og Mads Holger advarede allerede i sommer Lars Barfoed om sagen, og den gang var meldingen fra Barfoed, at sagen skulle have klare konsekvenser.

»Idet det fremgår, at forløbet ingen konsekvenser får for de tre bagvaskelsesmænd, og Det Konservative Folkeparti dermed accepterer så beskidte metoder, er det derfor med partiets billigelse at jeg vedlægger min telefonsamtale med Lars Barfoed som dokumentation for, at min fremlæggelse af sagen er korrekt, og dermed at Lars Barfoed taler åbenlyst usandt,« siger Brian Møllebjerg og tilføjer;

»Af den samtale fremgår det klart, at Lars Barfoed, forventeligt ville skride til handling, og at han tog kraftig afstand fra det skete, samt at han mente at det skulle have klare konsekvenser. Og det er da også det eneste man kan forvente fra en konservativ leder. Problemet er bare at der ikke sker noget, og at det dermed ingen konsekvenser får. Dette er uhørt i alle andre sammenhænge, men i særdeleshed i Det konservative folkeparti. Vores politik er jo netop, at vi i Danmark skal holde op med at lægge de stærke ned og når så partiet i Mads Holger får en af sine stærkeste kandidater i årtier, så prøver man internt lige præcis at hugge ham ned med ufine metoder,« skriver Brian Møllebjerg i sin mail til BT.«

I den båndede telefonsamtale bliver Barfoed direkte spurgt, om han på et møde med Mads Holger har sagt, at det er en alvorlig sag og han nok skal skaffe orden i butikken.

»Det er sådan set rigtig nok, men når jeg sidder og snakker med Mads Holger, så er det ikke meningen, at alle mulige skal sidde og høre omkring en medarbejder i partiet, hvad jeg har tænkt mig at gøre i den sammenhæng. Det er trods alt en alvorlig sag, hvis man skal til at fyre folk og sådan nogen ting. Det er ikke noget man bare lige gør. Det skulle pågældende nok lige høre om først, « siger Lars Barfoed til Møllebjerg på optagelsen.

Lars Barfoed benægter overfor BT at han skulle have lovet at sagen ville få konsekvenser:

»Det er ikke tilfældet. Jeg har sagt, at jeg ville undersøge sagen. Og jeg bad vores partisekretær om at gøre det. Men jeg kan jo ikke sige noget om konsekvenser, før sagen er undersøgt, og vi har hørt alle parter. Jeg ved ikke, hvordan han har opfattet tingene. Men jeg har ikke konkluderet noget som helst i den sag.«

»Det sagde jeg til Brian Møllebjerg, og så stoppede jeg som partiformand. Andre har taget over, og så må de tage ansvaret for, om man gør det ene eller det andet,« siger Lars Barfoed.

Læs mere om sagen i BT tirsdag