Sagen om den konservative ungdomspolitiker Kim Risbjerg Madsens påståede svindel fortsætter med uformindsket styrke.

Som beskrevet af af B.T. mandag er det tidligere medlem af Det Konservative Folkepartis hovedbestyrelse mistænkt for at have svindlet for op mod 243.980 kroner fra Konservative Studerende, mens han var foreningens landsformand fra 2018 til 2020.

Dette gjorde han ifølge mistanken ved løbende at overføre penge fra Konservative Studerendes konto til sin private konto. Efterfølgende kunne han ikke godtgøre, hvad de mange penge er brugt på.

Det fik Det Konservative Folkeparti til at politianmelde Kim Risbjerg Madsen for underslæb, bedrageri og mandatsvig i 2020. 

Nu kan B.T. komme med yderligere detaljer i sagen. 

Kim Risbjerg Madsen er mistænkt for uberettiget at have beriget sig selv med en stor del af beløbet - op mod 80.000 kroner - fra en konto, som tilhørte en lokal studenterforening på CBS ved navn Konservative Studenter Frederiksberg. 

Det afslører kontoudtog, mails og en otte sider lang politianmeldelse i sagen, som B.T. er kommet i besiddelse af.  

Ifølge anmeldelsen begyndte det mistænkelige forløb, da den kvindelige formand i Konservative Studenter Frederiksberg under tragiske omstændigheder døde af kræft i en ung alder. 

Da foreningen stod uden formand, valgte bestyrelsen ifølge et referat skrevet af Kim Risbjerg Madsen angiveligt at lukke foreningen ned. Bestyrelsesmødet er dog bestridt af to bestyrelsesmedlemmer, som begge afviser at have deltaget i det. Det – ifølge mistanken – falske referat blev blandt andet lagt ud i en Facebook-gruppe for medlemmer af Konservative Studerende.

Lukningen af foreningen betød, at de 171.526 kroner, som Konservative Studenter Frederiksberg havde stående på en konto, skulle overføres til Konservative Studerende, hvor Kim Risbjeg Madsen sad som formand.    

Men i stedet for at overføre beløbet til Konservative Studerendes konto blev pengene overført til Kim Risbjerg Madsens egen konto. 

Kim Risbjerg Madsen er mistænkt for svindel med blandt andet offentlige midler i Konservative Studerende.
Kim Risbjerg Madsen er mistænkt for svindel med blandt andet offentlige midler i Konservative Studerende. Foto: Pedersen Mikkel Berg/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dernæst overførte Kim Risbjerg Madsen hele beløbet på 171.526 kroner til Konservative Studerendes konto, men umiddelbart efter tilbageførte han så 80.000 kroner til sin private konto. Det viser kontoudtog i sagen ifølge politianmeldelsen fra Det Konservative Folkeparti.

Kim Risbjerg Madsen har - fremgår det af politianmeldelsen - ikke været i stand til at redegøre for, hvad de 80.000 kroner er brugt på.

Østjyllands Politi bekræfter over for B.T., at politiet efterforsker en sag fra 2020 vedrørende blandt andet bedrageri begået i forskellige studenterforeninger, og at en mand er sigtet i sagen. 

Kim Risbjerg Madsen afviser at udtale sig og henviser til sin advokat.

»Straffesager afgøres på baggrund af politiets efterforskning og eventuelt efter en retslig behandling. Ikke i medierne,« skriver Kim Risbjerg Madsens advokat, Jan Schneider, i en mail.

Mistanken om svindel opstod i 2020, da forretningsudvalget i Konservative Studerende ad flere omgange forgæves bad Kim Risbjerg Madsen aflevere bilag til regnskabet for 2019.

Konservative Studerende henvendte sig til Det Konservative Folkeparti for at få hjælp, og partiet stillede sin regnskabsafdeling til rådighed. Kim Risbjerg Madsen fik igen mulighed for at indsende alle de manglende bilag, men undlod at gøre det. 

Ifølge den senere politianmeldelse måtte regnskabsfolkene i Det Konservative Folkeparti konstatere, at det var »vanskeligt at adskille de forskellige år og regnskaber, da midler er blevet flyttet rundt mellem foreningernes og Kim Risbjerg Madsens private konti«.

I februar 2020 gik Kim Risbjerg Madsen af som formand for Konservative Studerende, men uden at svindelmistanken blev nævnt udadtil. I al ubemærkethed lavede advokat Niels Gade-Jacobsen på vegne af Det Konservative Folkeparti en intern undersøgelse, der førte til, at den formodede svindel blev politianmeldt.

»Det er en sag, som vi ser på med stor alvor i Det Konservative Folkeparti, selvom partiet ikke er part i sagen,« skriver partiets generalsekretær, Søren Vandsø, til B.T.

Ifølge Risbjergs advokat, Jan Schneider, er dele af sagen afsluttet og påtaleopgivet, men han afviser at fortælle, hvilke dele af sagen det drejer sig om. Politiet vil hverken be- eller afkræfte oplysningen.

Den nuværende landsformand for Konservative Studerende, Daniel Bekesi, kalder sagen for »alvorlig«.

»I foreningslivet er det svært at forsikre sig imod folk med kriminelle hensigter, der sætter sig selv over fællesskabet. Vi må erkende, at der ikke har været de rette foranstaltninger i forhold til at sikre os mod misbrug. Da det blev opdaget, reagerede vi og politianmeldte den mulige svindel,« siger han.