Den tidligere socialdemokratiske miljøminister Lea Wermelins sag om boligsnyd er nu endeligt afgjort. 

Hun har brudt loven.

Det bekræfter Lea Wermelin over for Bornholms Tidende efter en ny afgørelse fra Københavns Kommune. 

Afgørelsen er en direkte konsekvens af, at B.T. i en række artikler i oktober 2022 kunne afsløre, at Lea Wermelin brød CPR-loven ved at have folkeregisteradresse på Bornholm, selvom hun boede det meste af året i en lejlighed i København med mand og børn.   

Tidligere Miljøminister Lea Wermelin er blevet afsløret i boligsnyd.
Tidligere Miljøminister Lea Wermelin er blevet afsløret i boligsnyd. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Lea Wermelin er valgt på Bornholm og har i lokalmedier fremhævet, at hun havde bopæl på Bornholm, fordi hun som folketingspolitiker gerne ville være tilgængelig for bornholmerne.

Men på baggrund af en aktindsigt i Lea Wermelins rejser i valgperioden juli 2019 til august 2022 kunne B.T. dokumentere, at Lea Wermelin kun havde opholdt sig cirka 100 dage om året på øen. 

Altså langt fra de 180 dage, det kræver, for at man kan have folkeregisteradresse i en bolig.    

»Det er i strid med cpr-loven, der siger, at man skal have sit regelmæssige ophold der, hvor man har sin folkeregisteradresse. Det skal være mere end halvdelen af tiden,« udtalte ekspert i forvaltningsret og lektor ved Syddansk Universitet, Jøren Ullits til B.T. dengang. 

Den konklusion er Københavns Kommune således enig i.

»Afgørelsen fra kommunen er, at jeg skal flytte min adresse til København inden for 14 dage. Jeg tager selvfølgelig afgørelsen til efterretning, men rent praktisk kommer den ikke til at betyde så meget,« siger Lea Wermelin nu til Bornholms Tidende med henvisning til, at hun allerede i maj i år flyttede folkeregisteradresse fra Sandvig på Bornholm til København i forbindelse med, at hun og hendes mand blev skilt.

Lea Wermelin har ellers tidligere påstået, at hun ikke brød reglerne ved at have folkeregisteradresse på Bornholm, og hun har sågar hævdet at have en advokats ord for det. Dog uden at lægge dokumentation frem. 

Sagen om boligsnyd har også vakt opsigt, fordi det viste sig, at Lea Wermelins mange flyrejser til og fra Bornholm og København blev betalt af skatteyderne – hvilket ifølge tre eksperter også var i strid med reglerne. 

I perioden fra 5. juli 2019 til 5. oktober 2022 fløj hun 80 enkeltture frem og tilbage mellem København og Rønne for i alt 106.000 skattekroner.

Da ministerens daværende bolig på Bornholm i praksis var sekundær bolig, skulle Miljøministeriet ifølge de tre eksperter ikke betale hendes transport – medmindre der var tale om en tjenesterejse med et konkret politisk eller ministerielt formål.

Lea Wermelins nu tidligere hus i Sandvig på Bornholm, hvor hun i strid med reglerne havde folkeregisteradresse. 
Lea Wermelins nu tidligere hus i Sandvig på Bornholm, hvor hun i strid med reglerne havde folkeregisteradresse.  Foto: B.T.
Vis mere

Ved hovedparten af turene var der ikke oplyst et sådant formål. 

Alligevel mente Miljøministeriet, at alt var foregået efter bogen:   

»Som Miljøministeriet tidligere har oplyst, er mine rejser fuldstændig efter reglerne, og selvfølgelig skal Bornholm ikke repræsenteres dårligere på Christiansborg end andre landsdele, bare fordi det er en ø, og det betyder mange rejser med både fly og færge. Som jeg har gjort B.T. opmærksom på før, så hænger langt størstedelen af flyrejserne direkte sammen med konkrete arrangementer, møder og lignende på Bornholm, mens resten er transport til og fra arbejde,« udtalte Lea Wermelin i den forbindelse.

Hverken Miljøministeriet eller Lea Wermelin kunne efterfølgende dokumentere påstanden om de mange politiske formål. 

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Lea Wermelin i forhold til Københavns Kommunes nye afgørelse. 

B.T. forsøgte ad flere omgange desuden at få en kommentar fra Lea Wermelin, da sagen rullede i oktober sidste år. Se, hvordan det ikke lykkedes i videoen herunder: