Fredag åbner fire nye danske ambassader som led i en større reform af udenrigstjenesten. Vi skal være til stede, hvor det kommer Danmark til gavn, siger udenrigsminister Martin Lidegaard.

Den danske udenrigstjeneste gennemfører fredag sin største reform i nyere tid, når fire nye ambassadører på fire nye ambassader har første arbejdsdag.

Reformen betyder, at Danmark åbner ambassader i vækstlandene Nigeria, Colombia, Filippinerne og Myanmar, mens flere lande i Europa mister deres danske repræsentation. Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) ser frem til at høste frugterne af den nye struktur.

»Verden udvikler sig hastigt, globaliseringen skaber nye magtcentre og vækstøkonomier, og vi skal være til stede der, hvor Danmark får mest gavn af det, politisk og økonomisk,« siger han i en skriftlig kommentar.

»De nye ambassader vil både skulle hjælpe danske virksomheder og borgere og samarbejde med landene om den udvikling, de er inde i, og de valg, de skal træffe. En reformeret og moderne udenrigstjeneste giver os gode betingelser for at fremme danske interesser og spille en aktiv og konstruktiv rolle i verden,« siger udenrigsministeren.

Ifølge handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) vil de nye ambassader give danske virksomheder et bedre afsæt til at komme ind på markeder i vækst.

»Med ambassadereformen får Danmark direkte adgang til 300 millioner flere mennesker og forbrugere end hidtil,« siger han.

»De ti største vækstmarkeder forventes frem mod 2017 at stå for 60 procent af den globale vækst. Det er vigtigt, at vi er til stede i disse lande og herigennem styrke vores eksport og tiltrække flere investeringer til Danmark for at skabe jobs herhjemme,« understreger Mogens Jensen.

Reformen af udenrigstjenesten betyder også, at Danmark styrker sin indsats i Kina, det sydlige Afrika, Tyrkiet og Peru, ligesom man opruster i EUs beslutningscentre, nemlig Bruxelles, Berlin, Paris, London.

Til gengæld betyder reformen lukning af repræsentationerne i blandt andet Cypern, Luxembourg, Schweiz, Slovenien, Slovakiet og Libyen.