Et nyt forslag fra EU-Kommissionen, som den danske regering støtter, kritiseres for at lægge op til svindel.

På få dage og med blot 1 euro på lommen skal du kunne åbne en virksomhed hvor som helst i EU – uden at møde op noget sted eller dokumentere din identitet. Det hele kan klares på nettet.

Sådan lyder et nyt forslag fra EU-Kommissionen. Men direktivforslaget, som den danske regering støtter op om, er nærmest en invitation til snyd, lyder kritikken fra en række kilder, som Ugebrevet A4 har talt med.

De mener, at reglerne vil gøre det endnu nemmere for folk med tvivlsom moral at lave social dumping, undgå skat og flygte fra kreditorer.

»Det her er en invitation til fup og svindel,« siger Rina Ronja Kari (N), EU-parlamentsmedlem for Folkebevægelsen mod EU, til Ugebrevet A4 og tilføjer:

»Du må ikke stille krav om dokumentation, eller at du skal møde op og vise, at du faktisk er et rigtigt levende menneske. Du må heller ikke stille krav om penge, udover den her ene euro.«

I LO ryster man også på hovedet over direktivet, som organisationen sammen med FTF kæmper for at få stoppet eller alternativt ændret markant.

I fagbevægelsens øjne vil Kommissionens forslag gøre det endnu nemmere at omgå overenskomster og løbe fra regningerne.

BNB