Venstre-ordfører oplyser til Berlingske, at det ikke er lykkedes at få fjernet forhøjelsen af fedt- og sukkerafgifterne.

Siden regeringen indgik Finanslovsaftale med Enhedslisten sidste år, har der været udsigt til, at fedt- og sukkerafgifterne i Danmark skal stige. Og sådan er det fortsat.

Tidligere søndag forlød det ellers at skatteaftalens parter, regeringen, Venstre og Konservative, forhandlede om at fjerne de nye afgifter på sukker og fedt i forlængelse af den nyligt indgåede skatteaftale. Men det lykkedes ikke.

- Vi kunne ikke blive enige med regeringen om, hvordan man skulle finansiere det, siger Venstres finansordfører, Peter Christensen til Berlingske.

Han oplyser, at det ellers var et stort ønske fra Venstres side at komme af med de omstridte afgifter.

Den skatteaftale som regeringen fredag eftermiddag indgik med Venstre og Konservative er blot en rammeaftale, hvor detaljerne omkring flere af finansieringskilderne mangler at bliver forhandlet på plads. Blandt andet står det endnu ikke klart, i hvilket omfang nye afgifter skal bidrage til finansieringen af de skattelettelser, som er omfattet af aftalen.

Fedt- og sukkerafgifter er tidligere blevet kritiseret for at ramme de fattigste danskere hårdest. Af samme grund var afgifterne sløjfet fra det aftaleudkast, der var på bordet i forhandlingerne mellem regeringen og Enhedslisten.