Bomben er beregnet til at detonere mod Lars Løkke, men kan reelt skabe størst skade i rød blok, vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen
Med et opsigtsvækkende skatteudspil triller Morten Østergaard en bombe ind i valgkampen. Bomben er beregnet til at detonere mod Lars Løkke Rasmussen og blå blok – men reelt kan den anrette størst skader på Helle Thorning-Schmidt og rød blok.
Men først lidt historik.
Da Thorning førte valgkamp i 2011, skulle danskerne vælge mellem socialdemokratisk velfærd og Venstres skattelettelser, lød det.
Budskabet blev gentaget frem til valgnatten, indtil Margrethe Vestager udnyttede sin nøgleposition og tvang Thorning til at overtage VK-regeringens dagpenge- og tilbagetrækningsreform, holde de offentlige udgifter i et jerngreb og gennemføre skattereformer – mens titusinder af centrum-venstrevælgere måbende så til.
Nu er Thorning i valgkamp igen. Og nok engang lyder det, at danskerne skal vælge mellem velfærd og skattelettelser. Løkke vil skade økonomien og forringe velfærden med sine skatteplaner, siger S-formanden. Som et ekko fra 2011.
På den baggrund er dagens melding fra Morten Østergaard noget nær en katastrofe. Stik imod advarslerne fra S argumenterer den radikale leder for, at skattelettelser vil styrke økonomien. Danskere med små indkomster skal have større incitament til at arbejde, og så vil Østergaard oven i hatten bruge fem milliarder på at sænke den øverste marginalskat til 50 pct., så ingen danskere skal aflevere mere end halvdelen af deres indkomst til staten.
Samlet skal reformen øge beskæftigelsen med knap 10.000 personer.
Når Morten Østergaard vover at lancere et så vidtgående forslag i en tæt valgkamp, hvor marginaler kan afgøre resultatet, skyldes det flere ting.
Først og fremmest ønsker de Radikale ikke at vige fra positionen som det parti, der lytter til økonomerne, og der er stærke saglige belæg for de nye forslag, som partiet lægger frem.
På det taktiske plan argumenterer de Radikale for, at de med udspillet kan vise, at Løkke ikke står med en nær så præcis plan. Dermed håber de at kunne appellere til borgerlige vælgere, og hvis det lykkes, vil de kunne være med til at sikre rød blok en valgsejr.
Endelig har flere radikale ministre og folketingsmedlemmer det kølige perspektiv, at SR-regeringen kan ende med at falde, og så har de med udspillet udlagt spor for reformer, som de gerne vil gennemføre med Løkke i Statsministeriet.
Så vidt de Radikales overvejelser. For her og nu vil den største effekt blive, at udspillet torpederer Thornings kampagne, ligesom de Radikale selv risikerer at få udspillet tilbage i nakken som en boomerang.
Groft sagt er der kun to scenarier for den magtkamp med S-ledelsen, som Morten Østergaard åbner med sit nye udspil:
• Hvis den radikale leder får sin vilje, er Thorning og S-ledelsen endnu engang ved at føre vælgerne bag lyset med en kampagne, hvor man først tordner mod Venstres skatteplaner og derpå ender med at lave en skattereform, når magten er vundet, og Løkke er sendt ud i glemslen. Sidder vælgerne tilbage med en følelse af deja vu, når de hører om det nye udspil fra de Radikale, vil diskussionen om Thornings løftebrud kunne komme op til overfladen igen.
• Hvis Morten Østergaard derimod ikke ender med at få sin vilje, vil det ændrede styrkeforhold mellem S og R slå igennem med fuld styrke. På det seneste har Bjarne Corydon og Henrik Sass Larsen gjort det til en vane at hælde radikale reformforslag ned ad brættet, hvilket givetvis har været med til at forstærke vælgerkrisen for de Radikale, som fremover risikerer at stå endnu mere svækket.
For apropos krise befinder de Radikale sig i en sårbar position.
I den seneste Gallup nærmer Alternativet sig de Radikale, der risikerer at få antallet af mandater halveret i forhold til Margrethe Vestagers fremragende valg i 2011.
Det var dengang, at de Radikale havde styrken til at kunne fastlægge rammerne om SRSF-regeringens økonomiske politik, for hvis ikke Margrethe Vestager havde fået sin vilje, ville de Radikale ikke have deltaget i regeringen, og dén realitet fik hurtigt Helle Thorning til at smide sin egen politik over bord.
Det åbne spørgsmål er imidlertid, hvor stor indflydelse de Radikale vil få i en ny og omkalfatret SR-regering? Ender valget den 18. maj med et rødt flertal – trods radikal tilbagegang – vil det i teorien kunne føre til dannelsen af en smal S-regering. Men scenariet er næppe realistisk. Dels vil Thorning være bange for at have de Radikale i en fri rolle. Dels vil rollen som støtteparti være i modstrid med det radikale DNA, som altid søger indflydelsen, og den radikale ledelse ved, at partiets magt vil falde drastisk uden for regering.
Alt i alt har Morten Østergaard åbnet for et drama i valgkampen:
Enten er vi vidne til et nyt socialdemokratisk dobbeltspil, hvor Thorning siger ét i valgkampen og derpå skifter standpunkt, når magten er sikret. Eller også er de Radikales magt for alvor ved at blive forvandlet til afmagt.
