Det er god dannelse ikke at spørge om en kvindes alder. Det kan der være en god grund til. I hvert fald har det nyvalgte folketingsmedlem Dorthe Ullemose fra Dansk Folkeparti flere gange under valgkampen haft behov for at lyve sig yngre, end hun er.

Hun forklarer, at hendes løgne alene skyldtes, at hun ville undgå medieopmærksomhed på sin 50 års fødselsdag sidste efterår.

»Jeg ønskede ikke opmærksomhed på min 50-års fødselsdag, og derfor har jeg siden holdt fast i, at jeg var 48 år. Det var selvfølgelig ikke ok. Sket er sket. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at der skulle komme så meget ståhej over det«.

Til Fyns Amts Avis har hun fortalt, at hun er 47 år gammel. Derudover har andre medier - herunder DR, Jyllands-Posten, Avisen.dk og Altinget i løbet af valgkampen skrevet, at hun er 47 eller 48 år gammel. Men i virkeligheden er Dorthe Ullemose født i september 1964, og sandheden er, at hun har rundet de 50 somre.

Til BT fortæller hun, at hun er overrasket over opmærksomheden om hendes alder. Hun har villet skærme sin familie for den medieopmærksomhed, der ville have været under hendes 50-årsdag, og for at undgå den, løj hun om sin alder.

»Når man er politiker, så er der meget fokus på en - især når man fylder rundt, og derfor ville jeg gerne holde dagen privat for familien. Det er beklageligt, at jeg svarede, at jeg var yngre. Mere har jeg ikke at sige til det,« siger Dorthe Ullemose.

»Det næste bliver, at journalister kontakter mig, hvis jeg svarer forkert om skonumre og hvor høj, jeg er. Sådan er journalister«, fortæller hun videre.

Den nyslåede Christiansborg-politiker frygter ikke, at løgnene om hendes alder har slået et skår i hendes troværdighed over for vælgerne.

»Nej, jeg tror ikke, det giver ridser i min troværdighed overhovedet. Om jeg er 48 eller 50 år, det er ikke det, det kommer an på. Mine vælgere kender mig«, slår hun fast.

Har du løjet om andre ting?

»Nej, jeg lyver ikke«.

Hvad vil du så kalde det?

»Jeg har ikke lyst til at kommentere mere,« lyder det fra hende.

Dorthe Ullemose fortæller, at hun ikke har ønsket den opmærksomhed hendes alders-sag har affødt, men hun er trods alt begejstret for omtalen.

»Jeg er superglad for den opmærksomhed, jeg nu har fået. De vælgere, der ikke kan lide DF i forvejen, kører selvfølgelig på den her sag. De vælgere, der har stemt på mig, de kan stadig stole på mig«.

Dorthe Ullemose har indtil fornylig slået sine folder i Svendborg Byråd, og vælgerne på Fyn har netop kvitteret ved at sende hende ind blandt DF's 37 repræsentanter på Borgen.