Asylansøgeres uddannelse og kompetencer skal hurtigere i spil. En ny screening skal sikre, at arbejdskraften ikke går tabt for virksomhederne. Banalt, men effektivt, lyder det fra ordfører.

Flygtninge, som kommer til Danmark, er en vigtig ressource, som skal bruges. Ikke bare for asylansøgerne selv, men også for det danske samfund.

Sådan lyder det fra de Radikales integrations- og beskæftigelsesordfører, Sofie Carsten Nielsen (R), som i sin tid som uddannelsesminister igangsatte en undersøgelse, der skulle gøre det nemmere for virksomheder at vurdere asylansøgernes faglige kvalifikationer for at få dem hurtigere i job.

Undersøgelsen er nu blandt andet mundet ud i et simpelt redskab for asylcentrene, hvor de kan sammenligne asylansøgernes uddannelse med de danske, fortæller den tidligere minister.

»Vi kiggede på, hvad de mennesker der flygter hertil – ikke af egen vilje, men af nød – kommer med af kvalifikationer. Vi bruger mange kræfter på at rekruttere udlændinge med kompetencer. Nu kommer der nogen, fordi de er nødt til det. Vi skal se på dem som en ressource med det samme. Der er en hel del af syrerne, der kommer her til, som har en uddannelse i bagagen,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Før i tiden screenede man asylansøgernes kompetencer, efter de var blevet placeret ude i kommunerne.

Men ifølge Sofie Carsten Nielsen kan man med det nye redskab allerede inden, flygtningene fordeles finde ud af, hvor i landet deres kompetencer mangler.

Til glæde for asylansøgerne, virksomhederne og Danmark, mener hun.

»Nu kan man langt hurtigere finde ud af, hvad er vedkommende kan, hvordan vi får kompetencerne i spil, og hvordan vi matcher vedkommende med en virksomhed, inden man fordeler asylansøgere ud i kommunerne. Hvis der står ti ingeniører, så er det en god idé at sende dem derhen, hvor der står en virksomhed, der mangler ingeniører. Det er helt banalt,« siger hun.

Det nye tiltag forpligter asylcentrene i at screene asylansøgerne, så snart de har fået asyl.

»Det er helt lavpraktisk. Det er simpelthen et spørgsmål om at give virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne mulighed for ret hurtigt at se, hvad de egentlig kommer med. Næste skridt er, at vi følger op. Det er dybt ærgerligt, at hvis vi får screenet deres kompetencer hurtigere, at der så ikke er nogen, der griber fat og ser, hvad de kommer med. Det er min erfaring, at virksomhederne er meget interesseret i at høre, hvordan de kan få de kompetencer, de mangler,« siger Sofie Carsten Nielsen.