Sundhedsstyrelsens administrerende direktør Else Smith er blevet fritstillet. Det oplyser Sundhedsministeren i en pressemeddelelse.

»Der har været en række sager, som samlet set gør, at jeg mener, tiden er kommet til at tage mere grundlæggende fat, så vi få ryddet ordentligt op og moderniseret Sundhedsstyrelsen,« siger Nick Hækkerup i pressemeddelelsen.

Den udmelding glæder SFs sundhedsordfører Özlem Cekic:

»Sundhedsstyrelsen har svigtet fatalt - ikke alene i sagen om den vestjyske psykiater, men også i utallige andre sager. Derfor er jeg rigtig glad for, at sundhedsministeren nu sætter sig i spidsen for en oprydning,« siger Özlem Cekic.

Özlem Cekic krævede allerede i sidste måned direktøren fyret efter, at DR afslørede, at en vestjysk psykiater fik lov til fortsat at praktisere og se patienter på trods af en hjerneskade.

»Det er ikke nok, at stoppe arbejdet her. Vi skal have en reform af sundhedsstyrelsen. Vi skal kligge samtlige sager igennem for at være 100 procent sikker på, at styrelsen reagerer hurtigt og reagerer rigtigt, når der kommer indberetninger,« siger Özlem Cekic og opfordrer ministeren til at indkalde til reformforhandlinger af sundhedsstyrelsen nu.