Sagen om en opsigtsvækkende dispensation som Sorøs konservative borgmester Gert Jørgensen fik af Sorø Kommune vækker stor politisk harme på rådhuset.

Som afdækket i B.T. søndag fik borgmesteren i december 2014 dispensation til at bygge tættere på vejen end tilladt på blot tre timer og tyve minutter.

»Det gør mig rasende, når embedsfolk giver politikere en anden behandling, end den andre borgere ville have fået,« siger Nye Borgerliges Susanne Borggaard.

»Det er uacceptabelt, og jeg kender til andre sager, hvor borgere bliver modarbejdet, men når det gælder borgmesteren, så kan kommunen åbenbart godt yde god service,« siger hun.

Der er hård kritik af borgmester Gert Jørgensen fra politikerne på Sorø Rådhus. 
Der er hård kritik af borgmester Gert Jørgensen fra politikerne på Sorø Rådhus.  Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det var den 10. december 2014 klokken 09:39, at Gert Jørgensen første gang spurgte sit embedsværk ind til, hvad han skulle gøre for at få lov til at bygge et nyt hus tættere på vejen end tilladt.

Klokken 12.59 samme dag lå der en dispensation klar, så borgmesteren kunne få en byggetilladelse til at bygge sit drømmehus på den grund, han havde erhvervet sig i Sorø-bydelen Frederiksberg.

Dispensationen til borgmesteren i december 2014 kom i kølvandet på en anden dispensation fra den såkaldte bebyggelsesprocent, som borgmesteren fik halvanden måned tidligere i oktober 2014. Her fik han lov til at bygge større end tilladt på grunden.

I strid med kommunens administrative praksis undlod forvaltningen i forbindelse med den første dispensation at foretage en nabohøring, hvilket betød at borgmesteren fik sin dispensation på blot 12 dage.

Borgmester i Sorø Gert Jørgensen fik på rekordtid lov til at bygge større end tilladt på en grund i Sorø-kvarteret Frederiksberg.  
Borgmester i Sorø Gert Jørgensen fik på rekordtid lov til at bygge større end tilladt på en grund i Sorø-kvarteret Frederiksberg.   Foto: Foto: skraafoto.dk
Vis mere

At borgmesteren efterfølgende kunne få endnu en dispensation på tre timer vækker også socialdemokratisk harme.

»Det her har jeg ikke været bekendt med, og min umiddelbare reaktion er, at det er stærkt betænkeligt. I bedste fald besynderligt. Jeg har aldrig hørt om andre, der har fået dispensation på tre timer,« siger Anne Madsen, der er formand for den socialdemokratiske gruppe i Sorø Byråd.

»Han burde holde sig helt ude af det. Han har en særlig magtposition og kender medarbejderne,« siger Anne Madsen.

Enhedslistens Bo Bjerre Mouritsen siger:

»Det er absurd. Der skal være et lag mellem borgmesteren og medarbejderen. Det lægger et urimeligt pres på sagsbehandleren, og man må sige, at det er en vildt hurtig sagsbehandling, borgmesteren får her. Jeg tror ikke, der er andre borgere, der kan få en dispensation på lidt over tre timer,« siger Bo Bjerre Mouritzen.

Sagerne om den smidige sagsbehandling til borgmesteren kommer i kølvandet på, at B.T. de seneste måneder har kunnet fortælle, hvordan borgmesteren siden sin tiltrædelse i 2014 har haft adgang til en særlig borgmesterkonto, der blandt andet er brugt til gaver, sponsorater og tilskud for 142.000 kroner siden 2014.

Ankestyrelsen er siden gået ind i sagen og modtog i juni 2023 en redegørelse fra Sorø Kommune.

Susanne Borgaard fra Nye Borgerlige sidder på et afgørende mandat i Sorø Byråd. Uden hendes mandat ville Gert Jørgensen ikke have flertal.

Borgmester i Sorø Gert Jørgensen har i en årrække haft adgang til en særlig borgmesterkonto
Borgmester i Sorø Gert Jørgensen har i en årrække haft adgang til en særlig borgmesterkonto Foto: Billede fra video: Anthon Unger
Vis mere

Har du stadig tillid til borgmesteren?

»Borgmesteren har fået ridser i lakken, og det er selvforskyldt. Jeg kendte ikke til sagerne, da vi konstituerede. Men jeg afventer i første omgang Ankestyrelsens afgørelse i sagen,« siger Susanne Borggaard.

Sorø Kommune har over for B.T. forklaret den hurtige sagsbehandlingstid med, at der forinden havde været en forhåndsdialog med borgmesteren. 

Den har dog været ganske uformel, fordi der ingenting er noteret på skrift, hvilket eksperter kritiserer.  

Sorø Kommune har efterfølgende i et svar skrevet, at man ‘respekterer lovgivningen’, og at det ikke kan udelukkes, at ‘der eventuelt skulle have været journaliseret yderligere om forhåndsdialogen’.

Gert Jørgensen er ikke vendt tilbage med svar på kritikken.