K-formandens opgave med at genrejse partiet belastes af en gammel regning.

En gammel regning fra et opsagt reklamebureau truer med at stoppe den spæde medvind, som den konservative formand Søren Pape Poulsen har mærket på det seneste.

I en frisk meningsmåling fra Megafon, som Politiken og TV2 har bestilt, kan partiet notere sig en fremgang til 5,3 pct.

Selv om gevinsten må betegnes som yderst beskeden og absolut ligger inden for den statistiske usikkerhed, er det sådanne små solstrålehistorier man i øjeblikket luner sig ved i partiet.

Man kan heller ikke andet.

I mandags modtog partiet en stævning på 1,7 mio. kr. fra reklamebureauet Integral. En del af regningen dækker tilsyneladende den vellykkede kampagne for at sikre Bendt Bendtsens genvalg til Europa-Parlamentet. Men de penge har Integral ikke gjort sig fortjent til, hvis man skal tro den meget afvisende udtalelse, som De Konservative kom med i går.

»Vi lader os ikke afpresse,« hed det fra kommunikationschef Benny Damsgaard.

Fra 18 til otte mandater på ét valg

Integral er også ophavsmand til Papes ny slogan ’pengene passer’, men hvordan det hænger sammen med den aktuelle stævning, ønsker formanden ikke at forklare.

Søren Pape Poulsen har valgt at forholde sig helt tavs.

Siden det elendige folketingsvalg i 2011, da man gik fra 18 til otte mandater, har de dårlige historier klæbet til partiet. De Konservatives Grand Ol’ Man Per Stig Møller satte kort efter valget spørgsmålstegn ved, om partiet ville overleve.

»Kan man klare sig uden Det Konservative Folkeparti, som i 2015 fylder 100 år,« spurgte han i en kronik i Berlingske. Han leverede selv svaret: Måske.

Situationen er den, at hvis partiet skal have noget at fejre, skal Søren Pape Poulsen indfri to mål. Han skal for det første opnå valg til Folketinget og for det andet skaffe partiet flere mandater.

Dumme lektiecafeer rækker ikke

Connie Hedegaards tidligere spindoktor Anders Frandsen, som i dag er public affairs-director hos Rud Pedersen, siger, at Søren Pape Poulsen er udfordret på flere områder.

»Han har haft svært ved at komme med et eller to helt unikke forslag, som folk interesserer sig for, og som de forbinder med De Konservative. Det er fint nok at være imod lektiecafeer og hjemmerøverier. Men hvad hjemmerøverier angår er alle andre jo enige med ham, så det bliver let lidt konturløst. Og det bliver nok ikke to sager, som kommer til at fylde synderlig meget i en valgkamp,« siger han.

Det skal helst være sådan, at hvis man vækker folk klokken to om natten og spørger dem, hvad De Konservative står for, så kan folk svare, hvad der særligt kendetegner partiet – og tro på, at de kan gennemføre det efter et valg.

Sådan er det ifølge Anders Frandsen ikke i dag.

»Hvis han evner at sætte sin egen klare linje og fastholde kursen, så folk ser en klar linje i partiets politik på EU, skat, uddannelse med videre, så kan han sagtens blive en stærk leder. Men det tager tid,« siger Anders Frandsen.

Pladsen på tinge er langtfra sikker

Problemet er, at hvis De Konservative kun får otte mandater som i dag, er det ikke sikkert, at Pape selv kommer ind. Han stiller op i Vestjyllands Storkreds, der er den svageste konservative storkreds i hele landet. Den gav ikke valg til partiet i 2011. Liste C manglede godt 7.000 stemmer i kredsen for at erobre et mandat.

»Derfor skal han helst have fremgang. Hvis ikke det lykkes ham at komme i Folketinget, har han sagt, at han træder tilbage, og så skal man ud at finde en ny formand igen,« siger Anders Frandsen.

Chancerne for et godt valg er også forringet af, at fire stærke K-profiler ikke genopstiller. Lene Espersen og Benedikte Kiær er stoppet, og Per Stig Møller og Tom Behnke har begge meddelt, at de ikke tager en tørn mere.

Nikolaj Bøgh, som er medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og forfatter til en bog om Møller-familien, vurderer dog, at partiet nok skal klare sit 100-års jubilæum.

Kommunerne klarer sig

»Partiet dør jo ikke. Det er helt udelukket. Der er stadig en masse konservative, som gør det udmærket ude i kommunerne. Det vil holde liv i partiet, og så kan man håbe, at man i næste folketingsperiode får lidt fremgang,« siger han.

»Men det er klart, at det ikke er nogen ønskesituation, at Søren Pape Poulsen ikke sidder i Folketinget. Han skal nok blive god, men det kræver tid, og det er ikke gjort med at skælde ud på lektiecafeer og tale om lavere skat. Det har været et problem i mange år, at man kun snakker om lav skat og retspolitik. Man skal have andre facetter med. Konservatisme er noget langt bredere, noget kulturelt, en livsholdning og ikke kun et spørgsmål om nogle løsrevne mærkesager,« siger Nikolaj Bøgh.