»Man forlader ikke partiet, fordi man ikke kan lide formanden eller andet. Man bliver.«

Budskabet fra Mads Fuglede var ikke til at tage fejl af, da han som 50-årig i 2021 gav et stort fødselsdagsinterview til Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Men hovsa?

Nu handler Mads Fuglede direkte imod sit eget princip.

Han partihopper fra Venstre til Danmarksdemokraterne med to begrundelser: Venstres støtte til en CO2-afgift på landbruget, og at det var en fejl, at Venstre gik i regering. 

Men en tredje forklaring kunne være, at han som Venstre-politiker sandsynligvis ikke ville blive valgt ind i Folketinget ved næste valg. 

Til gengæld er hans chancer for en plads i Folketinget langt større hos Danmarksdemokraterne, forklarer valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

Mads Fuglede er opstillet i Vestjyllands Storkreds, og her står partiet til at miste et ud af tre mandater på grund af Venstres dalende popularitet, forklarer valgforskeren.

»De to resterende mandater vil sandsynligvis gå til Søren Gade og Thomas Danielsen, der ved sidste valg fik flere stemmer end Mads Fuglede,« siger Kasper Møller Hansen og tilføjer:

»Desuden er Søren Gade, som Folketingets formand, og Thomas Danielsen som transportminister mere profilerede og får mere omtale end Mads Fuglede.«

Er Mads Fugledes chancer for at blive genvalgt bedre hos Danmarksdemokraterne?

»Hvis han får lov til at stille op i Vestjyllands Storkreds, vil han være et navn i sig selv. Han vil være kendt af de lokale. Så det vil han have gode muligheder for, i og med at Danmarksdemokraterne også står til vælgerfremgang og til at få et mandat mere i den kreds,« siger Kasper Møller Hansen og uddyber:

»Det er desuden svært at se, hvilke andre kandidater fra Danmarksdemokraterne i den kreds der skal udfordre ham.«

Mads Fuglede har med sit skifte til Danmarksdemokraterne gevaldigt forbedret sine chancer for at blive genvalgt. 
Mads Fuglede har med sit skifte til Danmarksdemokraterne gevaldigt forbedret sine chancer for at blive genvalgt.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

B.T. har spurgt Mads Fuglede, om det var en del af hans overvejelser for partiskiftet, at han meget nemmere kan blive genvalgt for Danmarksdemokraterne end for Venstre. 

Svaret fra hans presserådgiver lyder, at han »ikke har mulighed for at deltage«.

I den seneste meningsmåling fra Voxmeter står Venstre til at få 9,5 procents opbakning, hvilket er en tilbagegang på 3,8 procentpoint fra valgresultatet på 13,3 procent.

Til gengæld står Danmarksdemokraterne til en fremgang på 0,9 procentpoint til i alt 9 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag.