28 hellige krigere har modtaget dagpenge eller kontanthjælp i Danmark, mens de har kæmpet for Islamisk Stat (IS) i Syrien. Det viser nye tal fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) ifølge BT.

Retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Skaarup (DF) kalder oplysningen for »hårrejsende«:

»Jeg tror, at rigtig mange danskere føler sig til grin over, at man betaler kontanthjælp til personer, der slet ikke opholder sig i Danmark. Der er tale om personer, der tager af sted og kæmper i hellig krig mod danske styrker samtidig med, at de modtager dansk kontanthjælp - så kan det næsten ikke blive værre,« siger Peter Skaarup.

Læs også:

Læs også:

Han mener, at hellige krigere bør fratages deres danske statsborgerskab og nægtes indrejse i Danmark.

»Vi skal under ingen omstændigheder acceptere, at man kan være dansk statsborger og samtidig deltage i krigshandlinger i Syrien og Irak mod danske styrker,« siger retsordføreren.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) er ligeledes rystet over, at hellige krigere i Syrien hæver kontanthjælp i Danmark.

»Jeg er skræmt over at se, at folk med bopæl her i landet drager i hellig krig. Men hvis nogle af dem samtidig modtager danske velfærdsydelser, så er vi jo nærmest til grin for vore egne penge. Den slags skal bare stoppes, og det bliver det,« siger Mette Frederiksen til BT.

PET arbejder med forskellige efterretningsmetoder, og en af disse er at samkøre myndighedsregistre. Det er den metode, der nu har fanget foreløbigt 28 hellige krigere, der har fået velfærdsydelser, mens de har været i Syrien. 15 af de 28 er allerede blevet pålagt at betale tilbage, otte sagsbehandles stadig, og fem har klaret frisag på grund af manglende dokumentation.

I juni i år vurderede PET, at »mindst 100 personer« er rejst fra Danmark til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat. Af dem er 16 døde, mens foreløbigt 50 er vendt tilbage til Danmark.

Læs også:

Læs også:

Men PET bør opgøre antallet af danske syrienkrigere på ny, for det er tvivlsomt, at det stadig kun drejer sig om »mindst 100«. Det mener forsker ved tænketanken Hudson Institute Naser Khader ifølge Berlingske.

»Tallet er stigende i mange andre lande, så hvorfor skulle det ikke være tilfældet i Danmark? Personligt er jeg ikke i tvivl om, at det er højere end de »mindst 100«,« siger han til avisen.

Peter Skaarup mener, det er helt rigtigt set af Naser Khader:

»Alt tyder på - hvis man kigger rundt i Europa - at det her tal stiger, og at den hverveindsats, som Islamisk Stat har haft gang i, har virket rundt omkring. Og eftersom PET vurderer, at der er risiko for, at de vender tilbage som radikaliserede og i stand til at bruge tungere våben, mener jeg, at det er en forpligtelse, at vi får et fuldt overblik over, hvor mange det handler om,« siger Peter Skaarup, som nu vil bede regeringen fremkomme med de seneste tal for antallet af hellige krigere, der er rejst til Syrien og Irak.