Lars Løkke Rasmussens bilagssager irriterer Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der dog ikke ser Helle Thorning-Schmidt som et alternativ til statsministerposten. Derfor støtter DF ubetinget Lars Løkke Rasmussen.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), er på grund af sine mange bilagssager ikke i øjenhøjde med den almindelige dansker, hvilket har skræmt mange vælgere væk.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard (DF), der i et interview med TV 2 News fortæller, at »noget af det, som Lars Løkke Rasmussen har rodet sig ud i, har været fuldstændig tosset«.

Læs også:

Læs også:

Alligevel peger Dansk Folkeparti utvetydigt på Venstres formand som statsminister, hvilket ifølge meningsmålingerne ser ud til at vinde statsmagten tilbage til Løkke. Og det er der en helt simpel grund til, forklarer Pia Kjærsgaard til TV 2 News:

»Vi har ikke andre muligheder. Og det synes vores vælgere heller ikke. Når jeg er ude til møder, hvor folk godt kan finde på at sige noget om Lars Løkke, så siger jeg, prøv lige at høre: ’Han er en dygtig politiker, det er der slet ingen tvivl om’,« siger Pia Kjærsgaard og tilføjer:

»Jeg tror faktisk, han trænger til at blive beskæftiget. Og der er jo masser at lave som statsminister, og det tror jeg faktisk, at han vil klare udmærket. Jeg tror, han trænger til at få det ansvar, det er at vise, at han kan leve op til det ansvar. Og jeg tror, han har været så mange tæsk igennem, så han vil sætte alt ind på at vise, at det kan han faktisk godt,« siger den forhenværende DF-formand og udelukker fuldstændig statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som en samarbejdspartner for Dansk Folkeparti.

Men selv om Dansk Folkeparti støtter op om Lars Løkke Rasmussen, så ærgrer bilagssagerne alligevel Pia Kjærsgaard.

»Jeg synes, det har været skidt i mange sager, det kan vi lige så godt sige lige ud. Hele bilagssagen har i den grad skræmt mange vælgere. Folk har ikke kunnet forstå det, og det kan jeg godt forstå. Der er jo ikke nogen ganske almindelige vælgere, som får andre til at betale deres tøj eller flyver på første klasse,« siger Pia Kjærsgaard blandt andet i interviewet med TV 2 News.