Det er »slet ikke utænkeligt«, at Dansk Folkeparti kan blive Danmarks største parti, og at partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, kan ende som statsminister. Sådan lyder analysen fra tidligere formand Pia Kjærsgaard.

Dansk Folkepartis succes er allerede enorm, men det behøver slet ikke stoppe her. For partiet kan ende som landets største i Folketinget, og partiets formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), kan af samme grund godt ende som statsminister en dag.

Sådan lyder det i hvert fald fra partiets stifter og mangeårige formand, Pia Kjærsgaard (DF), i et interview med Berlingske.

»Jeg har jo altid haft tanker og ambitioner, og jeg mener bestemt ikke, det er utænkeligt, at vi bliver Danmarks største parti. Se, hvordan det går med Socialdemokraterne, som har glemt deres rødder. Og Venstre kan ikke altid finde ud af, om de vil være et liberalt parti, som står fast på nulvæksten, eller om de oprigtigt vil kernevelfærden. Det må gerne gå stille og roligt, for det, tror jeg, tjener os bedst. Men hvorfor skulle vi ikke gå efter det? Selvfølgelig skal vi det,« siger hun og fortsætter:

»Det skulle ikke overraske mig, hvis Kristian Thulesen Dahl en dag bliver statsminister. Det tror jeg, der er mange, som håber. Og han er jo velegnet. Men jeg synes også, det er fornuftigt, at han ikke hopper på limpinden nu og siger, at han skal være statsminister.«

Spørgsmål: Det ville jo kræve, at blandt andet Venstre pegede på ham. Tror du på det?

»Man ved aldrig. Hvis du ser på udviklingen siden sidste valg, hvor de afviste os råt som ikke-regeringsegnede, og til nu, hvor det jo nok kan tænkes, at han fandt det velegnet at lukke os ind i varmen, så er det jo spændende, hvad der kan ske om tre år eller om fem år. Ting sker hurtigt i dansk politik,« siger Pia Kjærsgaard.

Spørgsmål: Så du tror på, at han bliver statsminister?

»Det kan jeg ikke sige. Men han ville være egnet. Og hvorfor ikke,« spørger Kjærsgaard.

Ordene falder i et sceneri, som de færreste - netop Pia Kjærsgaard er måske en af undtagelserne - havde forudset for bare få år siden. Med et rekordstort antal delegerede på partiets årsmøde i ryggen, en position som Danmarks klart største parti i Europa-Parlamentet og meningsmålinger, der gør partiet større end nogensinde, har Dansk Folkeparti udviklet sig til en astronomisk succes.

Men selvom man mange steder i Dansk Folkeparti finder store drømme af den slags, som Pia Kjærsgaard artikulerer, så er det store spørgsmål for nuværende dels, hvornår partiet for første gang skal gribe ud efter regeringsmagten, og hvordan man - hvis tilslutningen holder hele vejen til det forestående folketingsvalg - skal veksle de mange stemmer til massiv indflydelse.

Lad os starte med det første, for netop spørgsmålet om regeringsmagt har altid stået som et fremtrædende ønske for Pia Kjærsgaard. For næsten præcist seks år siden - 19. september 2008 - gjorde hun det på forsiden af Politiken klart, at partiet ville sidde i en regering indenfor ti år. Holder den tidsplan?

»Haha. Dengang syntes jeg, at ti år var lang tid, og at det var omkostningsfrit at sige det. Men det kan jeg jo så godt se nu, at det ikke var,« griner Pia Kjærsgaard, da hun bliver forelagt en kopi af forsiden fra dengang.

»Jeg vil nødig lægge mig fast på, hvornår vi skal i regering. Men jeg mener absolut stadig, at vi skal det. Den dag, Dansk Folkeparti kommer i regering, og jeg kan stå på Christiansborgs Slotsplads - måske ikke selv med blomsterne i favnen, men uanset - ville selvfølgelig være helt ultimativt lykkeligt for mig,« siger hun og holder en kort pause.

»Det ville være en fantastisk triumf for os, der har været dømt ude af folk som Poul Nyrup, der sagde, at vi ikke var stuerene, Han må gå med en meget bittersød smag i munden i disse år.«

Først og fremmest handler det ved det forestående valg dog om at få så meget politik igennem som overhovedet muligt. Og hvor Kristian Thulesen Dahl ikke vil fortælle, hvad der er allervigtigst for partiet, så vil Pia Kjærsgaard gerne udpege det, hun anser som partiets »topprioritet«, nemlig øget grænsekontrol.

»Grænsekontrollen er utroligt vigtig. Det kan jeg mærke på hele partiet, og det kan jeg også mærke på mig selv.«

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, afviser dog uden forbehold enhver snak om, at han en dag kan komme i spil som statsminister. Han vil heller ikke forudse sig til, om partiet - som det var tilfældet ved europaparlamentsvalget i maj - kan komme ud som det største på den anden side af et folketingsvalg en dag.

»Pia har store ønsker for partiet, og det vil jeg ikke tage fra hende. Hun håber på det bedste for Dansk Folkeparti, og det gør jeg også. Jeg sørger bare for, at vi holder begge fødder solidt på jorden, og husker på, at man ikke kan forudskikke, hvordan vælgerne vil stemme.«