Top-ledelsen i Dansk Folkeparti ekskluderede folketingskandidat af frygt for at blive til grin.

En ‘beskidt’ og ‘komisk’ retssag rammer nu blå bloks største parti, Dansk Folkeparti. Sagen kommer for Retten i Hjørring i slutningen af september efter flere år med ‘landsbysladder’, verbale slagsmål og beskyldninger på kryds og tværs mellem lokale medlemmer af Dansk Folkeparti.

Sagens hovedperson er den tidligere lokalforeningsformand i Hjørring og folketingskandidat Vivi Jensen, der i efteråret sidste år blev smidt ud af Dansk Folkeparti, fordi hun varslede en retssag mod en partifælle.Retssagen skulle for alt i verden ikke udvikle sig til et mareridt for Kristian Thulesen Dahl og resten af partiledelsen.

Helt til grin

Steen Thomsen, organisationskonsulent og hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti, fortæller, at en retssag mellem to partimedlemmer ville gøre partiet helt til grin. På flere hemmelige møder forsøgte DF-toppen derfor at tale Vivi Jensen fra at gå i retten med sagen – ellers ville hun ryge ud.

»Ja, det var et ultimatum. Hvis der er problemer, så klarer vi det internt. Det bliver simpelthen for komisk, hvis vi skal rende og stævne hinanden, så det kan vi ikke. Men det ville hun ikke rette sig efter, og så blev hun ekskluderet,« siger Steen Thomsen.

Eksklusionen er langtfra enestående i Dansk Folkeparti, som er det parti, der i de seneste år har vinket farvel – enten frivilligt eller ved eksklusion – til flest folkevalgte i kommuner og regioner siden det seneste kommunalvalg i 2013.

Ved folketingsvalget blev partiet det største i blå blok og Folketingets næststørste. Samtidig har partiformand Kristian Thulesen Dahl lagt en hård linje, hvor der er slået hårdt ned på ballademagerne ude i landet. Men sagen fra Nordjylland viser, at ‘landsbytosserne’ stadig har deres gang i Dansk Folkeparti.

Læs også: Pinlig retssag rammer DF:

Rygter og had

Sagen handler om, at Vivi Jensen mener, at partifællen i Hjørring Byråd Vibeke Købsted igennem flere år har bagvasket hende ved at sprede falske rygter om hende – eksempelvis, at Vivi Jensen har fået polititilhold mod en borger, samt at hun har oprettet en hadefuld side på Facebook om flere DFere.

Vivi Jensens ‘ære og troværdighed er derfor revet itu’, og hun ‘vil renses’, forklarer den tidligere DF-politiker. Balladen i Hjørring er nået hele vejen til Christiansborg, hvor partiets topfolk sidste år greb ind og smed Vivi Jensen, der på det tidspunkt var folketingskandidat, ud af partiet. I dag er Vivi Jensen løsgænger i Hjørring Byråd og i regionsrådet i Nordjylland. Hun sammenligner sit tidligere parti med Jehovas Vidner.

»Det er bestemt ikke sjovt at møde mine tidligere partifæller – det er lidt som at være blevet udstødt af Jehovas Vidner. DF fyldte utrolig meget i mit liv. Jeg tror, at det bliver en beskidt retssag, fordi der har været så mange løgne, og jeg tror, at de bliver gentaget i retten,« siger Vivi Jensen og tilføjer:

»Der er grænser for, hvad man skal finde sig i. Jeg vil ikke have disse ting siddende på mig. Forskellen på Vibeke Købsted og mig er, at jeg kan dokumentere mine påstande. Det er jo ikke for sjov, at jeg har anlagt en sag og hyret en advokat.«

Årsagen til balladen er, ifølge Vivi Jensen, der nu kræver 100.000 kr. plus procesrenter i erstatning, er ‘misundelse over min position både som lokalformand og de poster jeg har fået både i by- og regionsrådet’.

Ultimatum

»Det handler ikke om min politik, men det er rene personangreb, der er gået for vidt. Jeg er ked af, at jeg ikke satte foden ned tidligere. Det er langt ud over, hvad man kan byde et menneske,« siger Vivi Jensen.

Hun forklarer, at hun i efteråret sidste år var indkaldt til en kop kaffe med tre medlemmer af partiets hovedbestyrelse, den politiske næstformand Søren Espersen, den organisatoriske næstformand Carl Christian Ebbesen og organisationskonsulenten Steen Thomsen, der her stillede hende over for et ultimatum. Drop retssagen, eller du er færdig i partiet:

»Jeg føler ikke, at de har sat sig ind i sagen. På mødet med Steen Thomsen, Carl Christian Ebbesen og Søren Espersen følte jeg mig overrumplet. Det eneste, de tænkte på, var at beskytte partiet,« siger Vivi Jensen, der mener, at hun ‘er ramt på sjælen’.

»Jeg kryber langs muren. Jeg er en diametral modsætning af, hvad jeg var for fem år siden.«

Beskyldningerne, der fyger gennem luften mellem sagens parter, er det de færreste, der kan gennemskue. Steen Thomsen mener heller ikke, at nogen skulle være ekskluderet, hvis ikke striden skulle afgøres i retten og dermed frem i offentligheden.

Det er ærgerligt
Steen Thomsen, hvor pinlig er den her sag på en skala fra 1 til 10 for Dansk Folkeparti?

»Det ville være mere pinligt, hvis de begge to havde fået lov at være i partiet og ligge og køre retssager mod hinanden. Men selvfølgelig synes jeg, at det er ærgerligt, at Vivi har insisteret på, at det skulle ende i retten i stedet for, at det kunne klares internt,« siger han.

Sagsøgte Vibeke Købsted har i samråd med sin advokat ikke ønsket at udtale sig til BT. Heller ikke Søren Espersen har nogen kommentarer.