Valgkampens utallige valgplakater er kedelige, lyder den hårde dom fra en sand plakat-ekspert. Et billede af en politiker flankeret af et navn og et partibogstav rykker ingenting, lyder det.
De er overalt. På lygtepæle, broer, busstoppesteder og ind imellem også de nyudsprungne træer. Folketingskandidaternes valgplakater hænger overalt i det danske landskab, og kendte som ukendte politikere smiler ned til de forbipasserende. Alle med det ene formål at få så mange stemmer som muligt.
Men hvis det hele afhang af plakaterne, så ville det se sort ud for politikerne. Det mener i hvert fald leder af Dansk Plakatmuseum, Elsebeth Aasted Schanz, der er medforfatter til en bog om danske valgplakater gennem de sidste 100 år:
»I dag har plakaterne ikke et budskab, der kan stå alene. Hvis du ikke er på sociale medier og følger med i TV-debatter, så kan du ikke afkode dem, og så er det en dårlig plakat,« siger hun og påpeger, at der i de gode gamle dage ikke var tvivl om valgplakaternes budskab.
»Men hvis du tager en nutidig plakat, hvor der kun er et ansigt, et navn og et bogstav, så aner du ikke, hvad det er, den vil dig - og du vil slet ikke have nogen anelse, hvis du ser på den om 50 år,« siger Elsebeth Aasted Schanz.
Og kritikken fra plakat-kenderen standser ikke her. Plakaterne mangler i Elsebeth Aasted Schanz’ optik også kreativitet.
»Plakaterne er enormt kedelige. Jeg får ikke nogen historie med mig, der er ingen fortælling, der er ingen fremtid i dem. De gamle plakater havde fremtiden med sig - noget som skulle give dig og mig et håb om noget bedre. Og det kan jeg overhovedet ikke læse ud af nutidens valgplakater. Der er ingenting, der overrasker en, forbløffer en, eller gør, at man undres. De er så forudsigelige,« lyder den hårde dom.
Op til omkring 1960 var valgplakaterne derimod et lille kunstværk, påpeger plakat-kenderen. De var ofte lavet i samarbejde med en kunstner, og der blev gjort en dyd ud af at få vakt vælgerens interesse med et budskab. Men efter fjernsynets udbredelse er de kreative udfoldelser på plakaterne til at overse. En udvikling som lige nu bliver dokumenteret i udstillingen »Valgplakater gennem 100 år« på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By i Aarhus.
»Især i 1950erne var valgplakaterne meget mere dynamiske og handlede mere om vælgeren, var lavet af en kunstner og havde en sag, som den plæderede for. Der var mange følelser involveret. Den var enten sjov eller sentimental eller provokerende,« siger Elsebeth Aasted Schanz, der i en sidste hård dom konkluderer, at kunsten er gået tabt i valgplakaterne.
