Medlemmer af Skole- og Dagtilbudsudvalget i Nyborg Kommune har ikke brug for at få en konkret forklaring på, hvordan en tragisk ulykke i Naturbørnehaven Myretuen i Ullerslev i forrige uge kunne få fatale følger for en treårig dreng.

Det er ellers netop det udvalg, der har det politiske ansvar for blandt andet kommunens daginstitutioner.

De udvalgspolitikere, som B.T. har talt med, giver udtryk for, at det er tilstrækkeligt for dem at vide, at Fyns Politi har afsluttet og lukket efterforskningen.

En efterforskning, som er lukket med konklusionen, »at der er tale om en meget tragisk hændelig ulykke, som ingen strafferetligt kan drages til ansvar for«.

»Vi har fået de samme oplysninger som alle andre, nemlig den meddelelse, Fyns Politi sendte ud, da efterforskningen blev afsluttet. Det er ganske forfærdeligt, hvad der er sket. En meget, meget tragisk hændelse. Men jeg mener ikke, der er mere at sige om hændelsesforløbet.«

»Der er ikke noget, der tilsiger, at der i situationen ikke er blevet gjort alt, hvad man kunne,« siger Suzette Frovin (SF), der er formand for Skole- og Dagtilbudsudvalget i Nyborg Kommune.

Suzette Frovin afviser samtidig, at der skulle være behov for at kigge nærmere på omstændighederne omkring ulykken med henblik på at forebygge lignende hændelser i fremtiden på de institutioner og dagtilbud, som udvalget sidder med det overordnede politiske ansvar for.

»Vi ved, at pædagogerne gjorde deres ypperste i den her situation: De ydede hurtig førstehjælp på stedet, de tilkaldte en ambulance, og der blev meget hurtigt rullet et beredskab ud med krisepsykologer, som var på stedet kort tid efter,« siger Suzette Frovin, som ikke er i tvivl om, at politiets undersøgelse og afdækning af omstændighederne omkring ulykken er fuldt dækkende.

»Hvis vi ikke skulle kunne stole på, at når politiet laver en meget grundig undersøgelse og kommer frem til, at det er et hændeligt uheld, så duer det jo ikke. Vi er nødt til at stole på myndighederne,« siger Suzette Frovin.

Hun henviser til, at det lovpligtige legepladstilsyn er blevet overholdt i forhold til institutionens legeplads.

Heller ikke udvalgsmedlem Martin Huus (V) har brug for at få en nærmere orientering om, hvad der helt konkret førte til tragedien:

»Vi har de samme oplysninger, som politiet har givet offentligt. Vi ved ikke mere end det. Men jeg tænker heller ikke, vi behøver at få mere at vide. Jeg synes ikke, det er af almen interesse at få at vide, hvordan en treårig dreng er død i en ulykke,« siger Martin Huus.

Du er politiker i det udvalg, som har kommunens institutioner som ansvarsområde. Jeg spørger til selve hændelsen i relation til eventuelt at forebygge lignende ulykker. Set i det lys, kan det så ikke være relevant at vide, hvad der konkret er sket?

»Jeg tænker da også, man gør, hvad man kan for at forebygge. Jeg er sikker på, man gør alt, hvad man kan,« siger han.

Den socialdemokratiske borgmesterkandidat Sonja Marie Jensen er også medlem af Skole- og Dagtilbudsudvalget. Hun ønsker ikke at udtale sig i denne sammenhæng.

Det er heller ikke lykkedes B.T. at få Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V), i tale. Ifølge pressechef Lone Mørup har Nyborg Kommune ikke flere kommentarer til sagen.