Flere gange om ugen burde omkring 65 udlændinge med en tilladelse om tålt ophold dukke op hos politiet for at sikre, at de fortsat er i Danmark.

Men tallet er nærmere 55, viser et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik ifølge Søndagsavisen.

Ti personer er nemlig »reelt forsvundet«, skriver ministeriet, der på baggrund af oplysninger fra blandt andet politiet og Røde Kors, der driver asylcentret Center Sandholm, hvor udlændingene er indkvarteret, formoder, at de ti personer er rejst ud af Danmark.

Oplysningen vækker harme hos Venstre, der mener, at regeringen har sovet i timen.

»Det er en skandale, at regeringen bare slår ud med armene og nærmest kvitterer med et »nå«, og at vi så må håbe, at de er rejst ud af landet. Man kan ikke bare håbe, at de er rejst ud. Man bliver nødt til at finde de her mennesker og få styr på tingene,« siger politisk ordfører Inger Støjberg (V).

Tålt ophold dækker over personer, som den danske stat har nægtet opholdstilladelse, hvis de for eksempel har begået alvorlig kriminalitet eller vurderes at være til fare for den danske stat. De danske myndigheder kan dog ikke sende dem hjem, da de risikerer at blive dræbt, tortureret eller på anden forfulgt i deres hjemland.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF), kalder ifølge Søndagsavisen også udlændingenes forsvinden for en »skandale«. Han foreslår, at personer på tålt ophold i højere grad overvåges med for eksempel fodlænker.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), er også bekymret over de seneste tal. Men selv om hun også gerne vil være med til at stramme op og indføre fodlænker, så kan det ikke lade sig gøre med de nuværende regler, forklarer hun.

»Vi er sådan set villige til at gøre alt, hvad der kan gøres for at holde dem under nøjere opsyn. Men de borgerlige forsøgte ligesom os også at komme med gode forslag uden held, da de sad i regeringen,« siger hun.

Inger Støjberg mener dog, at det argument er for let købt.

»Jeg synes, vi bliver nødt til at vende hver en sten og se på, hvilke muligheder, vi har. Jeg er ikke afvisende over for idéen om at sætte dem i fodlænker. Og så må vi se, om det kan lade sig gøre på den ene eller anden måde,« siger hun.

Ifølge Søndagsavisen mistænkes 21 af udlændingene på tålt ophold for at stå bag krigsforbrydelser. Halvdelen af dem har angiveligt kæmpet med Taleban i Afghanistan.

Peter Skaarup frygter, at der blandt de ti forsvundne kan være personer, der kan true sikkerheden i Danmark.

»Det er en tikkende bombe, at myndighederne ikke har styr på dem. De kan være gået under jorden og planlægge terror eller ny kriminalitet. Så jeg er ret bekymret over det her,« siger Peter Skaarup til Søndagsavisen.

Trine Bramsen maner dog til besindighed. Hun mener ligesom Justitsministeriet, at de ti personer har forladt Danmark.

»Vi har ikke grund til at tro, der skulle være terrorister blandt de her folk. Terrorister vil sidde i fængsel eller være overvåget meget nøje af PET (Politiets Efterretningstjeneste, red.), så jeg kan ikke genkende billedet af, at de skulle være terrordømte,« siger hun.