Mens de ansatte i Region Sjælland kan blive fyret for at ryge, er der ikke noget i vejen for, at politikerne tager sig en smøg under deres møder.

Politikerne i Region Sjælland har vedtaget regler, der tillader at de folkevalgte - som de eneste - må ryge ved regionens bygninger.

Regionen indførte i 2013 historisk stramme rygeregler, der betyder at regionens omtrent 15.000 ansatte ikke længere må ryge udendørs. Rygning på regionens matrikler kan straffes med fyring.

Anderledes er det for regionens politikere, der i maj sidste år gav sig selv ret til at ryge, selv om de er på Regions Sjællands ejendom. Det oplyser Radio24Syv.



»Hvis man er politiker, kan man godt lige gå udenfor, drøfte nogle sager og ryge. Men de embedsmænd, der går med ud, må ikke ryge,« fortæller tidligere regionsrådsmedlem Timo Jensen (V), der i 2013 stemte mod den indstilling, som tillod politikerne at ryge videre.

22. april 2013 vedtog regionens forretningsudvalg, der består af politikere fra alle partier, at regionsrådet skulle »følge de samme regler for rygning, som er gældende for regionens medarbejdere i forbindelse med udøvelse af deres funktioner som regionsrådsmedlemmer på regionens matrikler«.

Men da sagen var til behandling i regionsrådet få dage efter, 2. maj, blev den beslutning ændret. Nu fremgik det blot, at politikerne blev »opfordret« til at følge samme regler, fremgår det af en række dokumenter i sagen, Radio24Syv har gennemgået.

33 ud af 41 politikere stemte for forslaget.

Både nuværende og forhenværende regionsrådsmedlemmer bekræfter over for Radio24syv, at flere medlemmer stadig ryger ved Regionshuset i Sorø.

Regionsrådsmedlem Freddy Blak (S) kalder det for »dobbeltmoral af værste skuffe« og vil arbejde for, at der bliver lavet samme regler for politikere og medarbejdere. Freddy Blak var ikke selv medlem af regionsrådet i 2013, da særreglen blev indført.

Sektorformand Karen Stæhr fra fagforeningen FOA, der organiserer et stort antal ansatte i regionen, bakker op om kritikken og kalder det »dobbeltmoralsk og chokerende«, at politikerne gerne må ryge, mens de ansatte kan straffes.