Regeringspartierne og flere borgerlige partier er enige om at stikke en kæp i hjulet på unge, der har planer om at drage i hellig krig. Men de er uenige om, hvor skrappe midler der skal tages i brug.

»Kære tidligere Folketingskolleger, nu må I fandme gøre noget.«

Sådan skriver Mellemøstekspert og tidligere folketingsmedlem Naser Khader på Facebook, efter at han forleden fik to henvendelser fra familier og pårørende til mænd, der er på vej til Syrien for at kæmpe.

Khader efterlyser en national strategi, der skal hindre, at unge danskere lader sig lokke til at drage i hellig krig.

»Hvis de kan sprænge sig selv i luften i Syrien, så kan de også sprænge sig selv i luften i Danmark,« skriver Naser Khader, der foreslår, at myndighederne tager passet fra unge mænd, som er på nippet til at tage af sted. Han peger på, at eksempelvis de britiske myndigheder kan fratage passet fra unge, som mistænkes for at ville drage i hellig krig.

Forslaget bakkes op af de Konservative og Dansk Folkeparti, og Liberal Alliance kalder også på initiativer, der kan modvirke unge danskeres flirt med hellig krig.

»De er hjernevaskede, afsporede og indskrænkede. Vi kan ikke bare lade dem gå frit omkring som tikkende bomber på landets gymnasier og handelsskoler,« siger Liberal Alliances udlændingeordfører, Merete Riisager (LA), der har kaldt justits- og integrationsminister i samråd for at få svar på, hvad regeringen vil gøre for at tøjle moskéer og trossamfund, som prædiker jihad og vold.

SF og Socialdemokraterne er skeptiske i forhold til forslaget fra Naser Khader om at inddrage de unges pas.

»Jeg tror ikke så meget på straf og pasinddragelse. Hvad vil det hjælpe at tage passet? Hvis de vil, forsvinder de jo bare. Jeg tror, vi står os bedre ved at forebygge, at de tager af sted,« siger retsordfører Karina Lorentzen (SF).

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), siger, at inddragelse af pas allerede er en mulighed med den eksisterende lovgivning.

»Problemet er, at det ikke løser problemet, da der er alle mulige andre måder at rejse væk på. Men der er andre tiltag, der virker: Forebyggelsessamtaler, efterretninger om dem, der er på vej til at rejse, og opfølgning, når de kommer hjem, så de ikke får overbevist andre om, at det er en god idé at rejse ud,« siger S-ordføreren.

Socialminister Manu Sareen (R) er enig i, at der skal sættes en stopper for trafikken af unge, der drager til Mellemøsten for at kæmpe.

»Det har nogle voldsomme konsekvenser for de unge og deres familier. Og det kan også have det, når de kommer tilbage i kraft af, at de kan udgøre en sikkerhedstrussel for det danske samfund,« siger han.

Manu Sareen har sammen med justitsminister Karen Hækkerup (S) sat gang i en kortlægning af de ekstremistiske miljøer, og det skal munde ud i en handleplan efter sommerferien.

Socialministeren har dog tænkt sig allerede nu at skrive til kommunerne for at minde dem om, at de har en forpligtelse til at føre tilsyn med børn og unge under 18 år.

»Der er kommuner, som er godt i gang og for eksempel etablerer mentorordninger. Men vi kan desværre se, at indsatsen ikke når alle. Kommunerne er derfor nødt til at bruge alle midler for at stoppe denne trafik til Syrien,« siger Manu Sareen.

Ifølge PET er mindst 90 personer rejst fra Danmark til Syrien for at deltage i konflikten dér. De fleste er mellem 16 og 22 år.