Selv om kulturministeren har fremlagt et kompromisforslag, er holdningen hos flertallet i forligskredsen stadig klar: DR UnderholdningsOrkestret skal bevares.

På et møde tirsdag smed kulturminister Marianne Jelved (R) et kompromisforslag på bordet i forsøg på at nå til enighed om fremtiden for DR UnderholdningsOrkestret. Men et flertal i forligskredsen er ikke begejstret.

Kompromisforslaget kommer angiveligt fra DRs egen ledelse, og SFs kulturordfører, Özlem Cekic (SF), kunne efter tirsdagens møde bekræfte, at det drejer sig om at tilføre seks millioner kroner til DR SymfoniOrkestret, der så skal varetage nogle af UnderholdningsOrkestrets opgaver.

Men både Enhedslisten, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ønsker fortsat at bevare UnderholdningsOrkestret.

»Der er ingen tvivl om, at vi ønsker, at UnderholdningsOrkestret skal opretholdes, også efter årsskiftet. Det var den melding, vi gav til kulturministeren, og som vi stadig står ved 100 procent. Nu er der selvfølgelig blevet fortalt, at der kommer et kompromisforslag, og det kigger vi på. Men vores ønsker og krav står stadig ved magt,« siger Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen (V).

Kompromisforslaget blev kun fremlagt mundtligt på tirsdagens møde. Forligspartierne venter nu på at modtage det skriftlige forslag i de kommende dage, og så mødes kredsen med ministeren igen i næste uge.

Marianne Jelved vil ikke kommentere detaljerne i kompromisforslaget, som hun kalder for »mere kompliceret end som så«.

»Vi har aftalt en proces, hvor der er ting, som ministeriet skal svare på, og DR skal uddybe. Ordførerne har alle sammen stadig de samme holdninger, men vi har en forståelse af, at vi skal finde et kompromis,« siger hun.

Og ordet »kompromis« bliver da også nævnt af flere af ordførerne. Det er måske bare et kompromis, der går i en anden retning, end det ministeren ønsker.

»Vi vil fortsat bevare UnderholdningsOrkestret. Der er et klart flertal, der siger, at vi skal bevare UnderholdningsOrkestret. Så må ministeren finde nogle kompromiser omkring den position, som et flertal i Folketinget har,« siger de Konservatives kulturordfører, Lars Barfoed (K).

Det er langt fra kun selve orkestret, der er genstand for debatten mellem ordførerne og ministeren. Også det såkaldte armslængdeprincip er omdrejningspunkt for diskussionerne. For hvor meget må politikerne overhovedet blande sig i, hvilke dispositioner DR foretager?

»Vi er uenige i tolkningen af, hvad armslængdeprincip betyder i virkeligheden,« siger Marianne Jelved.

Den ene side mener, at man bryder armslængdeprincippet ved at blande sig i, om DR skal bevare UnderholdningsOrkestret. Den anden side mener, at principperne blev brudt, da DR begyndte at ændre i public service-aftalen og nedlægge orkestret.

»Vi har i dag en kontrakt, hvor der står, at DR blandt andet har en forpligtelse til at drive UnderholdningsOrkestret. Så har det i så fald været i strid med armslængdeprincippet alle de år, hvor det har stået i kontrakten. Og at ministeren pludselig kan mene, at de ikke skal drive det med begrundelse i armslængdeprincippet, er helt utilstedeligt,« siger Lars Barfoed.