Nyhedsbureauet Reuters spår fredag, at Helle Thorning udskriver valg i næste uge. Samtidig er en række politiske kommentatorer begyndt at svare på, om de tror på, at valget bliver udskrevet i næste uge eller ej. Og det trækker i én retning.

På facebook har nyhedschef på Ekstra Bladet Søren Langelund spurgt, hvad kommentatorerne gætter på. Bliver der valg i næste uge - ja eller nej?

Indtil videre er svaret entydigt ja, der bliver udskrevet valg i næste uge. Forholdet mellem ja og nej er, otte ja'er mod tre nej'er. I optællingen er Anders Samuelsen som politiker ikke talt med som ja-siger.

Der er flere forskellige grunde, til at kommentatorerne tror på et ja:

Peter Lautrup-Larsen - TV 2 Nyhederne: »Follow the money (følg pengene). Hun har næppe råd til genstart. Så ja«

Helle Ib - Politisk kommentator: »Stemmer for næste uge. (Jeg kan ikke vente længere:))«

Henrik Qvortrup - Tidligere spin-doktor: »Jeg er lidt på retræten i forhold til tidligere profetier: jeg tror på valg udskrevet onsdag el torsdag i næste uge.«

Men der er også skeptikere i forhold til muligheden for, at Helle Thorning trykker på valgknappen i næste uge:

Troels Mylenberg - Ansvarshavende Chefredaktør på Fyns Amtsavis: »Nej (måske:-))

Mens Torben Steno - Vært på Radio 24syv leverer et hverken eller svar: »Håber på et militærkup,så vi helt undgår valget.«

Hvorvidt Helle Thorning udskriver valget i næste uge eller ej vides af gode grunde ikke. Men én ting er sikkert. Valget skal senest være den 14. september, da Grundloven bestemmer, at valget senest skal udskrives fire år efter sidste valg, der faldt 15. september 2011.