Den forestående udnævnelse af Benny Engelbrecht til skatteminister udløser pæne ord og lykønskninger fra begge sider i Folketinget.

Politikere på tværs af Folketingets partier lykønsker socialdemokraten Benny Engelbrecht (S), som ifølge Berlingske bliver udnævnt til ny skatteminister tirsdag.

Partikollegerne hos Socialdemokraterne glæder sig til at få den 44-årige Engelbrecht, der hidtil har været sit partis erhvervsordfører, ind på en ministerpost.

»Varmt velkommen på ministerholdet Benny Engelbrecht. I morgen blir den vildeste dag for dig. Tro mig,« skriver transportminister Magnus Heunicke (S) på Twitter, mens Jeppe Kofod (S), der sidder i Europa-Parlamentet, håber på et fremtidigt samarbejde med Engelbrecht, der tidligere har raset mod skattely.

»Stort tillykke Benny Engelbrecht. Glæder mig til at kæmpe mod skattely og skatteunddragelse sammen med dig,« skriver han.

Også hos regeringspartneren, De Radikale, er der glæde over den forestående udnævnelse af Engelbrecht, der overtager skatteministerposten efter Morten Østergaard (R), som efter Margrethe Vestagers (R) udnævnelse til EU-kommissær skal være indenrigs- og økonomiminister.

»Tillykke min ven. Glæder mig til at samarbejde om skattepolitikken!,« skriver skatteordfører Nadeem Farooq (R) på Twitter.

Selv i Venstre er der tilsyneladende glæde over den nye skatteminister.

»Morgendagens møde klokken 8.00 i Skatteministeriet er aflyst. Ser frem til velkomstkaffe med Benny Engelbrecht. Helle, tak skal du have,« lyder salutten fra skatteordfører Torsten Schack Pedersen (V), mens Venstres tidligere skatteminister Kristian Jensen (V) forudser, at den nye skatteminister ikke kommer til at kede sig på posten.

»Stort tillykke til Benny Engelbrecht som kommende skatteminister Jeg ved, at du får en stor og sjov opgave. Al mulig held og lykke,« skriver han på Twitter.

Det er dog ikke alle i det liberale parti, der er lige begejstrede for udpegelsen af den 44-årige sønderjyde som ny skatteminister.

Morten Østergaard burde være fortsat, mener innovations- og iværksætterordfører, Jakob Engel-Schmidt (V).

»Det bedste for borgernes retssikkerhed og Skats ansatte, havde været at gøre Østergaard til minister begge steder. Men tillykke Benny,« skriver han.