Den radikale skatteordfører har høje forventninger til den kommende skatteminister, Benny Engelbrecht.

Den kommende skatteminister Benny Engelbrecht (S) er en mand, der ved, hvad han vil, og som har en udpræget retfærdighedssans, når det kommer til skattesnyderi.

Sådan lyder skudsmålet fra den radikale skatteordfører, Nadeem Farooq (R), som ser frem til samarbejdet med den 44-årige Engelbrecht, der ventes at blive udnævnt til ny skatteminister tirsdag.

»Jeg har store forventninger til Benny. Jeg kender ham som en meget seriøs politiker med et glimt i øjet, og som tør kæmpe for sine egne sager. Han kryber ikke langs panelerne, han går med rank ryg, og det er vigtigt, når der nu er mange udfordringer i Skatteministeriet,« forklarer Nadeem Farooq.

Benny Engelbrecht er endnu ikke kommet med nogen officiel udtalelse om sine visioner for Skatteministeriet, men han har tidligere tordnet mod virksomheder og enkeltpersoner, der sender formuer ud af landet for at undgå at skulle betale så meget i skat. Og den linje forventer den radikale skatteordfører kommer til at fortsætte, når Engelbrecht, der hidtil har været sit partis erhvervsordfører, sætter sig i spidsen for Skatteministeriet.

»Det forestiller jeg mig, at han vil bringe med ind i Skatteministeriet. Benny har en høj grad af retfærdighedssans inden for skattepolitik, det er vi andre, der også har, man han har det i særlig grad, så jeg tror, at det er noget, han også vil tage op som skatteminister.«