Manu Sareen, der var minister i SR-regeringen, savner ikke kulturen på Christiansborg, og han mener, at den tidligere regerings asylstramning er en »plet på CVet«.

Den tidligere ligestillingsminister Manu Sareen, der røg ud af Folketinget ved valget i juni, er ikke lige stolt over alt, hvad regeringen fik gennemført.

Det fortæller han i et interview med Politiken.

Den største skuffelse fra regeringsperioden var asylstramningen sidst i valgperioden, hvor nogle flygtninge har fået begrænset muligheden for at blive familiesammenført.

»Jeg er ikke naiv, jeg er udmærket klar over, at politik er kompromiser. Du får noget og giver noget andet. Men jeg var sgu ked af den stramning, vi lavede på asylområdet. Det er helt klart en plet mit cv, som jeg på ingen måde er glad for,« siger Manu Sareen til Politiken.

Et andet kompromis, som den radikale eksminister ikke er stolt over, er beslutningen om at droppe øremærket barsel til fædre.

»Jeg følte mig også som en idiot, det gjorde jeg sgu da. Det første halvandet år gik jeg rundt og sagde i interview, at det kommer, og at det er godt. Jeg var sikker på, at det ville komme. Men da vi så stod der, hvor beslutningen skulle tages, så var der ikke opbakning til det. Og så er det pissesvært at være Manu lige pludselig. Jeg skulle stå på mål udadtil. På det radikale landsmøde og hele lortet. Det var rimelig tough,« siger Manu Sareen, der fortsat mener, at øremærket barsel til fædre er en god idé.

Den tidligere minister, der blev valgt ind i Folketinget for fire år siden med 14.505 personlige stemmer, regner ikke med at vende tilbage til Christiansborg.

Han mener, at kulturen på Borgen har »ædt ham op«, og kalder det for en »frygtelig politisk kultur«, hvor han havde svært ved at navigere.