Det er hårdt at være troende muslim, når Ramadanen som nu falder midt i en hedebølge.

De sidste 26 dage har de ikke blot ikke måttet spise, men heller ikke drikke væske overhovedet fra solopgang til solnedgang. Og det er virkelig ikke særlig sjovt - og nok heller ikke særlig sundt - når hedebølgen ligger som en dyne over landet.

- Jo det er meget hårdt, når Ramadan ligger om sommeren, den flytter jo hele tiden 10 dage frem, så den kan ligge på alle tider af året, siger Özlem Cekic (SF), der har udgivet en ny børnebog, Ayses Ramadan.

11-årige Ayse glæder sig til hun bliver stor nok til at faste under Ramadanen ligesom hendes forældre og storebror. Men hendes mor synes hun skal være forsigtig og kun faste indtil frokost.

-  Hvis man begynder at føle sig utilpas, skal man selvfølgelig tage noget at drikke eller spise. Og skolebørn skal passe på, at det ikke går ud over deres skolearbejde. Men jeg skriver også bogen for at almindelige danske familier bedre kan forstå, hvad de muslimske traditioner går ud på, siger Özlem Cekic.

- Ramadan handler ikke kun om at faste, men om at tænke på sine medmennesker, lave frivilligt arbejde og hjælpe andre. Grunden til at man faster er jo også at man skal føle på egen krop, hvordan det er at mangle noget. Og jeg vil også gerne opfordre alle danske muslimer til at invitere almindelige danske familier med til Eid-festen, der slutter Ramadanen, så vi kan lære hinanden bedre at kende.

- Dialog er vejen frem. Selv fejrede jeg jul for første gang sidste år, og jeg troede, man skulle gå med nissehue hele tiden. Men folk grinede af mig, da jeg fortalte det, og da fandt jeg ud af, at det kun er børn, der gør det, siger Özlem Cekic.

For mange tusinde muslimer i Danmark står der faste på spisesedlen i 30 dage hvert år. Ramadanen er en en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor alle rettroende muslimer faster. Fasten afsluttes med en fest i tre døgn, hvor man samles med sin familie.Det sker mandag-onsdag.

Står solen op klokken 6.00, starter fasten her og slutter igen når solen går ned, for eksempel kl 21.00 om aftenen. Så i 15 timer er der lukket af for al mad og drikke.

- Hvis man spiser sundt, så kan fasten resultere i, at man får færre kalorier indenbords end man ellers ville have fået, og det giver pæne resultater på badevægten, blodtrykket, og kolesterol i blodet. Desværre er der en tendens til, at man virkelig går til den ved aftensmåltidet, og amerikanske undersøgelser har fundet, at muslimer faktisk tager på under Ramadan, siger Arne Astrup, professor i ernæring ved Københavns Universitet.

- Det er vigtigt, at man får noget at spise og drikke fra morgenstunden, når man skal have en lang krævende arbejdsdag uden mad og drikke før om aftenen. Det kan godt gå ud over koncentrationsevnen og præstationerne på arbejdet, hvis ikke man har fået fyldt sine sukkerdepoter godt op fra morgenstunden med brød, marmelade, juice, tørret frugt, og havregryn eller cornflakes.

- Værre er det nok, at man ikke må drikke hele dagen. Man kan gå sukkerkold om eftermiddagen og blive dehydreret af væskemangel, og det kan godt give hovedpine, irritabilitet og nedsat reaktionsevne. I en række muslimske lande har man registreret flere trafikuheld under Ramadanen, siger Arne Astrup.

Ifølge Koranen er gravide, ammende, børn, gamle, svagelige, sindssyge og kronisk syge undtaget, fordi fasten risikerer at skade deres helbred.