23. oktober afgøres det, om Grønlands regeringschef overtrådte loven ved at lade offentlige kroner betale private formål. Er loven brudt, er Aleqa Hammond færdig som leder, siger grønlandsk chefredaktør.

23. oktober bliver en afgørende dag for grønlænderne og ikke mindst deres regeringschef, Aleqa Hammond. Her præsenteres en såkaldt revisionsbetænkning om Aleqa Hammonds brug af 106.000 offentlige kroner til flybilletter og hoteludgifter til familien.

Tirsdag overlevede Aleqa Hammond med nød og næppe det mistillidsvotum, som oppositionen havde stillet. I stedet fik hun bevilget den ønskede orlov, mens sagen undersøges.

Poul Krarup, der er chefredaktør på den grønlandske avis Sermitsiaq, vurderer, at Hammonds skæbne helt og aldeles afhænger af revisionsbetænkningen 23. oktober.

»Hvis der kommer til at stå det samme i den som i det orienteringsbrev, Landstinget allerede har fået, så er der ingen tvivl om, at Aleqa Hammond må trække sig,« siger han.

Poul Krarup har ikke noget bud på, hvad der kommer til at stå i betænkningen, og han ønsker heller ikke at begive sig ud i spekulationer.

Han fortæller, at Hammonds eget parti, Siumut, og koalitionspartneren Atassut, har gjort det klart, at hvis regeringschefen har handlet ulovligt, så kan hun ikke fortsætte. Er hun nødt til at forlade sin post, vurderer chefredaktøren, at man vil forsøge at finde en afløser i egne rækker, men det bliver svært.

»Koalitionen vil gøre alt for at undgå et nyvalg, fordi det vil den tabe i den nuværende situation. Den vil forsøge at finde en afløser og køre videre,« siger Poul Krarup og uddyber:

»Men i øjeblikket er der ikke nogen politisk leder fra Siumut eller Atassut, der kan afløse Aleqa Hammond«.

Hovedpersonen selv har forklaret, at selvstyret betalte private flybilletter og hotelophold ved en fejl. Hun har oplyst, at hendes mellemværende med selvstyret er betalt tilbage. Aleqa Hammond har været grønlandsk regeringschef siden april 2013.