Knap halvdelen af de socialdemokratiske lokalformænd mener, at deres partileder - statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) - skal fortsætte på posten som partiets formand, selv hvis hun taber valget.

Det viser en meningsmåling, som DR Nyheder har foretaget, og hvor 120 ud af 256 socialdemokratiske lokalformænd har svaret.

Men det er ikke specielt imponerende, mener politisk redaktør ved Radio24syv Jesper Termansen:

»Jeg synes ikke, det er imponerende, at lidt under halvdelen af formændene synes, hun skal blive,« siger Jesper Termansen, der mener, at opbakning fra 75 procent af formændene derimod ville have set helt anderledes godt ud for partiformanden.

Mens 57 af de 120 lokalformænd, DR har været i kontakt med, gerne ser, at Thorning-Schmidt fortsætter, mener 32 - cirka hver fjerde - at Thorning-Schmidt skal træde tilbage som formand, hvis hun taber regeringsmagten.

At halvdelen af lokalformændene gerne ser, at Thorning-Schmidt fortsætter, er ifølge Jesper Termansen udtryk for, at partiformanden omsider har fået lidt medvind, og at valget nærmer sig:

»Det er vel udtryk for, at hun trods alt har lidt optur personligt. Det massive tilbageslag, hun personligt måtte tage som følge af løftebrudsdiskussionen de første to et halvt år af regeringens levetid, er måske ved at fortone sig lidt nu, hvor valget snerper til,« siger den politiske redaktør, der ser flere tegn på, at partiet nu prøver at bilægge interne stridigheder og bakke partiformanden op:

»Kaffeklubberne rykker sammen, stridsøksen er begravet. Det er et fingerpeg om, at baglandet rykker sammen om lederen,« siger han.