Selv om regeringen efter en afstemning i Folketinget i formiddag ikke har flertal for en milliardbsparelsen på udviklingsbistanden, så lader statsminister Lars Løkke Rasmussen og co. sig ikke rokke.

Det fastslår udenrigsminister Kristian Jensen (V), der administrerer de danske bistands-milliarder.

»Rent juridisk er regeringen ikke forpligtet til at følge et beslutningsforslag. Det kan opfordre o.s.v, men juridisk kan det ikke pålægge en regering noget,« siger Kristian Jensen til Berlingske.

»Vi har det, der hedder negativ parlamentarisme, og det betyder, at en regering kan fortsætte så længe, der ikke er et flertal imod den,« påpeger udenrigsministeren.

Grunden til regeringens problemer er, at de Konservative undlod at stemme, da SFs forslag i formiddag var til afstemning. Ifølge forslaget skal regeringen trække besparelsen på 1,4 milliarder kroner af udviklingsbistanden tilbage.

Men det vil være uansvarligt, mener Kristian Jensen.

»Set i lyset af, at vi nu har et underskud på 40 milliarder kroner, og at grænsen for underskuddet strukturel var på 0,5 procent af BNP - altså langt over EUs loft - så er det simpelthen ikke holdbart. Det er ikke ansvarligt at øge det underskud med 1,4 milliarder kroner,« siger ministeren.

Så det er kun, hvis de Konservative står fast og støtter et eventuelt mistillidsvotum, at.....?

»Jeg er rimelig tryg ved, at de Konservative ikke vil udtrykke mistillid til regeringen, og hvis du kigger tilbage, så undlod den daværende regering at efterleve et beslutningsforslag i 2014,« siger Kristian Jensen, der klokken 17 i dag er hasteindkaldt til et samråd om sagen i Folketinget.